Det Kongelige Teater skal formidle kunst af høj kvalitet. Teatret skal være nyskabende og samtidig huske klassikerne. Derudover er det på mange måder en god ide at se lidt på bundlinjen, for der skal også penge i kassen.
Her kommer en ballet som Svanesøen på banen. Balletpublikummet har siden slutningen af 1800-tallet elsket Tjajkovskijs vidunderligt smukke musik, der i toner giver stemninger fra det romantisk-melankolske til det højdramatiske. Det sælger billetter.
Fra 2015 har Silja Schandorffs og Nikolaj Hübbes version af ´Svanesøen´ i skiftende sæsoner været danset på Operaens store scene. Det er en flot forestilling, der kombinerer det klassisk storladne med moderne scenografi, lyssætning og videografik. Til spørgsmålet om det er i orden at ændre så radikalt på et eksisterende værk, må svaret være ja. Hvis Lev Ivanov og Marius Petipa kunne være taget med på råd, ville de have klappet i hænderne.
Nu er ´Svanesøen´ igen på plakaten, og det er første gang efter Amy Watson blev udnævnt som balletchef i oktober 2024, så hun skal stadig kigge i repertoire-posen fra Nikolaj Hübbes tid som balletmester.
Gensynet er dejligt, og ved forestillingen den 30. september dansede Emma-Riis-Kofoed partiet som Odette/Odile. Emma Riis-Kofoed mestrer ikke alene den imponerende teknik, som dobbeltpartiet kræver. Hun har en sjælden evne til at få de psykologiske spil med. I første akten er man næsten i tvivl om, hvorvidt hun er en svane. Hun dirrer nervøst med hovedet, og med den ene arm yndefuldt løftet over hovedet, er hun både en fugl og en kvinde. Hun er forelsket i prinsen, men hun er også klogere end han. Hun vil gerne, at det skal være sandt, at han kan bryde fortryllelsen, så hun kan blive kvinde igen, men hun ved godt, at det ikke kommer til at ske. Med det melankolske ledemotiv er både hun og vi klar på, at slutningen ikke vil blive lykkelig. Lige så overbevisende er Emma Riis-Kofoed i rollen som Odile. Hun er forførende og kold og er med på sin fars onde spil. Hun er overbevisende i spring og snurreture.
Over for hende var Andreas Kaas hendes prins. Han startede lidt blegt, men kom i den grad ind i dramaet. Han blev kørt rundt i manegen – først af sin mor (Mette Bødtcher), af sine venner, af det mystiske fakultet og endelig af Von Rothbart, som han uden held forsøger at gå op imod. Sammen med Odette/Odile er han forelsket og naiv og knust, da han opdager, at han er blevet narret.
En af aftenens helt store præstationer blev leveret af Oscar Ainscough som Von Rothbart. Ainscough har lange linjer og udstrålede elegance, når han svingede med troldmandskappen. Hans spring var imponerende og sikre, og han udstrålede ondskab overfor Prins Siegfried og Odette. Han vidste præcis, hvordan hans intrigante plan skulle føres ud i livet. Ainscough er danser i korpset, men en solist og på sigt solodansertitel må da oplagt være på vej.
Schandorff/Hübbes opsætning holder i den grad – så køb en billet. ´Svanesøen´ danses til 25. oktober 2025.
For anmeldelse af opsætningen i 2023 – se https://kulturtid.dk/ballet/svanesoeen-2/.
,
Svanesøen repremiere på Operaens store scene
Medvirkende: Emma Riis-Kofoed, Andreas Kaas, Oscar Ainscough, Maria Bernholdt, Esther Lee Wilkinson, Morten Eggert, Lorien Romo Ruiz, Mette la Cour Bødtcher, Philip Duclos, Nico Janssen
Dirigent: Robert Houssard
Koreografi: Silja Schandorff og Nikolaj Hübbe, efter Marius Petipa og Lev Ivanov (prinsens solo i første akt af Erik Bruhn, ungarsk og italiensk dans af Gregory Dean, russisk og spansk dans af Oliver Marcus Starpov)
Musik: Pjotr Tjajkovskij(Svanesøen, 1876)
Scenografi, lys- og videodesign: Mikki Kunttu
Kostumer: Mia Stensgaard
Videografik: Greenwall DesignsAB/David Norström & Viktor Rundlöf
Varighed: 2 timer og 40 minutter inkl. pause
Spilleperiode: 19. september til 25. oktober 2025
