Lørdag aften åbnede balletsæsonen med Balletchef Amy Watsons nye tiltag, hvor hun og balletten hylder August Bournonville. Amy Watson proklamerede fra scenen, at det ville blive begyndelsen på sæsonerne fremover. August Bournonvilles værker er det fundament, Den Kongelige Ballet står på. Han var balletmester fra 1830 til 1877 i en næsten ubrudt årrække. Ikke mange kan præstere noget lignende.
Hele fire værker og en ouverture fra Thrymskviden fra 1868 bød aftenen på.
Festligt var et gensyn med ´Jockey-dansen´ iscenesat af Alexander Stæger. Dansen er den eneste del af ´Fra Sibirien til Moskva´, der stadig danses. Det er en kort munter sag – denne aften danset af Tara Schaufuss og Lena-Maria Gruber, der kærligt slog ud efter hinanden med deres ridepisk. Man bliver aldrig træt af den korte dans, der sin alder til trods står frisk.
Bryllups-pas de deux fra ’Abdallah´ blev danset af Eukene Sagues og Liam Redhead, og de beviste en gang for alle, at tidligere tiders fordomme om, at kun danskere kan danse Bournonville, er forkert. Amy Watson havde iscenesat med Flemming Ryberg som mentor.
Videre gik det til et meget nyere værk ´August 2.0, 2020 af Dinna Bjørn og tidligere balletmester Nikolaj Hübbe. De hylder den gamle mester og har tydeligt ladet sig inspirere af hans trinsprog og koreografi fra flere af hans balletter. Værket er for 15 herrer iført kropsnære trikot, hvor ryggen er gennemsigtig nylon skabt af Kristoffer Sakurai. Værket har tre soloherrer, seks herrer i gråt og seks herrer i sort. Meget ulig Bournonville har balletten ingen handling, men når dansere sættes sammen på en scene, sker der noget, og relationer kommer til syne. De tre soloherrer var alle fantastiske – Tobias Praetorius i con brio solo, Emerson Moose i poco lento solo og endelig eminente Jonathan Chmelensky i allegro vivace solo. Han var som den eneste iført grøn trikot og holdt sammen på hele gruppen. Værket er moderne samtidig med, at Bournonvilles stil absolut er til stede. Dejligt at det var med, og mon ikke Bournonville sidder i sin himmel og glæder sig over, at hans værker har inspireret til så anderledes et værk.
Aftenen sluttede med ´Sylfiden´, og hende kan man ikke undvære på en Bournonville aften i Nikolaj Hübbes opsætning fra 2020. Det er modsætninger, der mødes i denne historie om James, der i transitionen lige før sit bryllup med Effy møder den smukke sylfide og betages, så han render til skovs og møder sin skæbne – orkestreret af heksen Madge, som han har smidt på porten.
Stephanie Chen Gundorph var aftenens sylfide, og hun besidder lige dele flot teknik og uskyld. Man kan mærke hjertets renhed i hendes dans. Jon Axel Fransson var hendes James, og man kunne mærke både tvivl og forelskelse hos ham. Astrid Elbo var heksen Madge, der ikke havde i sinde at tilgive James, at han ikke ville lade hende varme sig ved ilden. Nikolaj Hübbe har i sin iscenesættelse gjort Madge nærmest kælen over for Gurn, når hun smisker sig ind på ham og får ham ned på knæ for Effy. Hun er i den grad forførerisk, når hun skal have James til at tage imod det forgiftede tørklæde, som bliver Sylfidens endeligt. Hun får sin hævn denne heks, da James falder til jorden, men Madge lige løfter ham op, så han kan se Sylfiden blive løftet af de resterende sylfider efter hun er død. Da Madge tvinger ham til at se på Effys brudefærd, er målet fuldt for hende. Astrid Elbo gav den hele armen, og det blev nærmest liderligt og lidt for meget.
Det blev en aften, hvor mange generationer fortolkede Bournonville – lige fra den gamle mester selv til Dinna Bjørn og Nikolaj Hübbes helt moderne værk. Det er interessant, at de kunstnere, der iscenesætter, kommer fra forskellige perioder. Så lever traditionen, og dansen bliver ikke til museumsagtige gentagelser.
Spændende bliver det, om der i kommende sæsoner kommer helt nye fortolkninger inspireret af Bournonville.
Thrymskviden, 1868 – ouverture af J.P.E. Hartmann
Jockey-dans, 1876
Musik: C.C. Møller (uddrag af ´Fra Sibirien til Moskva´, 1876)
Jockeyer: Tara Schaufuss og Lena-Maria Gruber
Kostumer: Jens-Jacob Worsaare
Lysdesign: Michael Radl
Iscenesættelse: Alexander Stæger
Bryllups-pas de deux fra ´Abdallah´, 1855
Koreografi: August Bournonville rekonstrueret af Bruce Marks, Toni Lander og Flemming Ryberg
Musik: H.S. Paulli (uddrag af Abdallah, 1855)
Lysdesign: Michael Radl
Iscenesættelse: Amy Watson
Bournonville-mentor: Flemming Ryberg
Dansere: Eukene Sagues og Liam Redhead
August 2.0, 2020
Koreografi: Dinna Bjørn og Nikolaj Hübbe inspireret af August Bournonville
Musik: Niels W. Gade
Kostumer: Kristoffer Sakurai
Lysdesign: Thomas Bek Jensen
Iscenesættelse: Dinna Bjørn, assisteret af James Clark
Dansere: Tobias Praetorius, Vitor de Menezes, Balthazar Sénat, Emerson Moose, Mathieu Rouaux, Joseph Aumeer, Jonathan Chmelensky, Schonan Greve, Philip Katsnelson m.fl.
Sylfiden: 1836
Koreografi: August Bournonville, i Nikolaj Hübbes opsætning
Musik: Herman Severin Løvenskiold
Scenografi og kostumer: Anja Vang Kragh og Mia Stensgaard
Lysdesign: Åsa Frankenberg
Iscenesættelse: Sorella Englund, Rose Gad og Anna Trevien samt Ann Kolvig (børn)
Dansere: Stephanie Chen Gundorph, Jón Axel Fransson, Astrid Elbo, Sylvester Jønson, Wilma Li, Femke Mølbach Slot, Ditte Baltzer, Tomoka Kawazoe og Corps de Ballet
Dirigent: Chanmin Chung
Varighed: 2 timer og 35 minutter inkl. to pauser
Spilleperiode: 29. august til 17. september 2026
