Udendørs forestillinger i den danske sommer er uimodsagt et voveligt foretagende. Vejret er en afgørende faktor, men det afholder ikke os danskere. Vi gør det under alle omstændigheder. Hele tirsdagen var præget af gråt og regnfuldt vejr, men mirakuløst spredte skyerne sig over Det Kgl. Haveselskabs Have på Frederiksberg, hvor Verdensballetten havde sin premiere i år.
Vanen tro bestod programmet af både ballet, sang og levende musik på flygel og violin.
Balletprogrammet bød på hele otte indslag, der tidsmæssigt spredte sig helt fra det klassisk-russiske repertoire af Petipa fra sidst i 1800-tallet til værker skabt direkte til dette års ´Verdensballetten´.
Yasmin Naghdi dansede Tornerose i Rosenadagioen, hvor hun skal jonglere mellem hele fire friere, der præsenterer hende for hver deres rose. Det er romantisk russisk ballet, som alle ballettilskuere kender og elsker. Vi holder vejret med danserinden, der skal holde sig på tå i lange passager – kun støttet af de fire herrer. Yasmin Naghdi klarede det i fin stil, og når det lykkes, er det en fryd for øjet. Steven McRae, Gareth Haw, Nicol Edmons og Harris Beattie var hendes partnere. Også adagio pas de deuxen fra Petipas ´Nøddeknækkeren´ blev danset af Steven McRae og Anna O´Sullivan. Det var ren nydelse – og pudsigt at se noget fra juleballetten over dem alle i juli.
Kim Brandstrup havde skabt soloen ´Vingernes vægt´ til ´Verdensballetten´. Værket er inspireret af H.C. Andersens ´Den grimme ælling´ – om følelsen af at være alene og stræben efter at finde et ”vi”. Katrine Grarup Elbo havde komponeret musik til værket. Fra højtalerne lød fuglelyde, så illusionen om flyvende svaner fulgte koreanske Sangeun Lee, der dansede soloen. Hun var klædt helt i hvidt i et kostume skabt af Søren le Schmidt – en todelt buksedragt med ærmer som vinger. Hun lignede en drøm med sine lange linjer. Det hele blev understreget af aftensolen, der skinnede både på hende og på fyrretræerne bag hende. Koreografien var intens og både moderne og klassisk. Det var vidunderligt at være vidne til et helt nyt og frisk værk.
Nyt og frisk var også Astrid Elbos værk ´An envious sliver – Hamlet undone´ for tre herrer – tre gange af den sagnomspundne helt. Astrid Elbo har i tilblivelsen af værket haft en dialog med engelske Sir Ian McKellen, der ikke alene er berømt for sin rolle som Gandalf, men som også er en fantastisk fortolker af William Shakespeare. Hans holdning til Astrid Elbos projekt om at skabe en ballet over ´Hamlet´ var, at det kunne ikke lade sig gøre. Han indledte alligevel en samtale om Elbos ide, og det var der kommet en spændende pas de trois ud af. De tre herrer var alle klædt i sorte, åbenstående skjorter, sorte korte bukser og ditto sokker. Alt sammen kreeret af Søren le Schmidt. Elbo har villet fokusere på de stemmer i Shakespeares værk, der sjældent høres. Hun har taget udgangspunkt i Gertruds tale om Ofelia, og den knækkede gren (sliver) er Hamlet undone. Koreografien er rolig og både unison og med soli for de tre herrer iblandet lidt moderne ”kluddermor”. De tre gange Hamlet blev danset af Gareth Haw, Nicol Edmonds og Harris Beattie.
Endnu et nyt værk så dagens lys på premiereaftenen – nemlig ´Journey´ af Steven McRae – en pas de deux til musik af Johan Sebastian Bach. Dansen skulle ses som en hyldest til moderskabet. Ikke alene har Steven McRae selv hele tre børn. Yasmin Naghdi var på scenen blot seks måneder efter hun var blevet mor. Nicol Edmons var hendes partner, og det var rørende at se de to, når han blidt løftede Naghdi over hovedet, og hun krøllede sig sammen som en baby.
Munter var Christopher Wheeldons duet fra ´An American in Paris´ danset af Anna Rose O´Sullivan og Harris Beattie til George Gerschwins udødelige musik. Begge var de i sort og rødt – hendes kjole gav mindelser om svundne tider, men havde samtidig et oplagt moderne touch. Det var legende og romantisk, og herligt at der lige blev kysset igennem mellem de to.
Sangeun Lee og Gareth Haw – begge fra The English National Ballet er to af de forholdsvis få dansere, der har lov til at danse værker af William Forsythe. Ved Verdensballetten i 2025 dansede de et uddrag af ´In the middle somewhat elevated´. I år havde de medtaget en pas de deux fra et mindre kendt værk af Forsythe – ´Slingerland´ fra 1989. De to har arbejdet sammen i ti år, og det kan man godt fornemme. De har en sammenhørighed, der skinner igennem, selvom værket ikke udstråler inderlighed mellem de to dansere. Forsythe både hylder og dekonstruerer den traditionelle pas de deux. Det er ikke nødvendigvis en kærlighedserklæring mellem to mennesker. Tværtimod er det næsten en kamp dem imellem, idet de dog mødes i et fælles mål om at fuldende dansen. Begge var de i pudderfarvede kostumer – han i blondefarvet trikot. Hun i trikot med en tallerkenagtig tutu – også en dekonstruktion fra Forsythes hånd.
På sangsiden begyndte Jens-Christian Wandt aftenen med ´I de lyse nætter´ med musik af Mogens Schrader og tekst af Dagmar Schrader – dejlig sommerligt.
I juli måned er norske Lydia Hoen Tjore indbudt som Verdensballettens sopran. I august har hun andet at lave, da hun skal føde sit første barn, så det var en smuk frodig kvinde, publikum stiftede fornyet bekendtskab med. Hun sang en af de smukkeste arier fra Georges Bizets ´Carmen´- Michaelas arie ´Je dis que rien ne m´épouvante´. Det var forunderligt og skønt at høre fra den eneste person fra operaen, der besidder hjertets renhed. Smuk var også hendes fortolkning af arien ´Ebben? Ne andró lontana´ fra operaen ´La Wally´af Alfredo Catalani.
Alexander McKenzie var vanen tro ved flyglet, og det er altid en nydelse. Med sig havde han violinisten Andreas Bernitt, der havde sin premiere ved Verdensballetten. De to fortolkede Sergei Rakhmaninovs ´Vocalise´. Det var smukt og melankolsk. Sammen spillede de to også ´Cautiva´ komponeret af Andreas Bernitt selv. Det var et imponerende værk, der er komponeret til en ballet af AlessandroSousaPereira. Måske skulle man overveje at få dansen med også.
Ingen Verdensballet uden et stepnummer af og med Steven McRae. McRae havde koreograferet til Vittorio Montis forunderlige musik ´Czardas´ fortolket af Andreas Bernitt og Alexander McKenzie. Det blev til en underholdende og morsom tour de force, hvor McRae iført sortglimtende bukser med pailletter flirtede med publikum. Alle var bestemt med ham.
Den store finale var ´Tanzen möcht ich´ fra ´Czardasfyrstinden´ med alle medvirkende på scenen.
Jens-Christian Wandt og Steven McRae har endnu en gang sammensat et varieret og interessant program. De både underholder og udfordrer deres publikum. Det er imponerende med så mange nye værker, der får os på rækkerne til at følge lidt ekstra med. Samtidig er det skønt at blive forkælet med gamle klassikere.
Verdensballetten fortsætter på turné rundt i hele Danmark med en lille afstikker til Sylt i Tyskland.
Verdensballetten 2026
Verdensballetten ved Steven McRae og Jens-Christian Wandt som kunstneriske ledere.
Medvirkende: Jens-Christian Wandt, Steven McRae, Anna Rose O´Sullivan, Yasmine Nagdhi, Nicol Edmonds, Sangeun Lee, Gareth Haw, Harris Beattie, Lydi Hoen Tjore, Alexander McKenzie, Andreas Bernitt.
Varighed: to timer inkl. pause
Spiller til 6. august 2026.
