Det er ikke første gang, spanske Marcos Morau er inviteret af København Danser. Allerede i 2025 var han i København med sit værk ´Sonoma´ og satte det op i Østre Gasværk. Nu er han tilbage med værket ´Afanador´ navngivet efter den colombiansk/amerikanske fotograf Ruvén Afanador, hvis sort/hvide fotos af både kvindelige og mandlige flamencodansere i Andalusien har været inspirationen til værket.
Denne gang er scenen Det Kongelige Teaters gamle scene, der er vært for denne moderne forestilling fra 2023, og at der var interesse for at opleve det, vidnede fremmødet om. Alle tre forestillinger var totalt udsolgt – ikke bare ”lidt” udsolgt. Der var bogstaveligt ikke en eneste billet at tilrane sig.
Publikum blev inviteret ind i et på en gang traditionelt, genkendeligt og på den anden side surrealistisk fotografisk flamencounivers. Vi mødte både tyren og toreadoren, og kunstverdenen var symboliseret med en stor dansergarderobe, hvor alverdens intriger udspillede sig. Den var fremstillet med et spejl langs scenen, hvor der blev sat hår, lagt make-up og blev sladret.
Værket udspillede sig i diverse scener uden egentlig handling, men med genkendeligheden som følgesvend. Personerne var teatralske i al deres sorte og hvide fremtoning. Moraus performativitet er stringent og sine steder humoristisk.
Han kan få en lang række dansere til med en næsten overmenneskelig præcision – og under dække af en sort skærm – at danse, så man får mindelser om parisiske danserinders cancan. Men naturligvis uden at der er tale om et plagiat.
I flere scener befinder vi os i, hvad der må være en fotografs atelier. Store lamper står klar til at indstille lyset, før der knipses billeder. Fotografen indfanger danserne, som var de levende skulpturer, mens scenebillederne hele tiden veksler mellem det kunstfærdigt, opstillede og det uforudsigelige.
I store formationer bevægede dansernes hoveder sig helt unisont, ligesom armene gjorde det. Der var mindelser til hiphoppens tutting. Det er forunderligt, og når det udføres af klassiske dansere, giver det en ekstra dimension.
Kostumerne var holdt i sort. Her var store hatte, lange skørter og pompøse parykker. På fødderne havde danserne sorte stepsko, som sørgede godt for lydniveauet. Scenen var ligeledes holdt i sort og hvidt og blev undervejs invaderet af sværme af dansere.
´Afanador´ henter inspiration fra adskillige kunstarter. Her er naturligvis den traditionelle flamenco, men også fotokunst, tegnefilm og klassisk ballet. Det hele blandes i et univers, hvor bevægelser, kostumer, lys og musik tilsammen skabte en række levende billeder.
Sceneteknik til forestilling må (naturligvis) kræve professionelle kræfter. I anden halvdel blev en stor stålkonstruktion med en trappe kørt ind. Da den blev vendt, åbenbarede en helt hvid væg sig. Øverst var en lille balkon, hvor en danserinde stod med ryggen til og med sit lange sorte hår kastet ud over gelænderet. Helt stille stod hun, mens et træ voksede op ad alt det hvide.
Juan Cristóbal Saavedra havde komponeret lydbilledet bestående af elektronisk musik og live musik på klassisk guitar og pauker. Juan José Amador ”El Perre” sang. Desværre var teksterne ikke oversat – det ville have været interessant at kunne følge med i.
Et af forestillingens stærke øjeblikke blev leveret af Rubén Olmo, leder af Den Spanske Nationalballet, der dansede en flot solo. Kun iført et kæmpe sjal med lange frynser og et par sorte underbukser tryllebandt han publikum. Han nåede i den grad ud over rampen til publikum.
København Danser har gjort det igen – fået en forestilling til Danmark, som på én gang er moderne og vedkommende. Det er elitært, men også nemt tilgængeligt.
Tak for det.
At publikum var begejstrede, var oplagt. De kvitterede for forestillingen med en langvarig stående applaus.
,
Afanador
Medvirkende: Den spanske Nationalballet
Sanger: Juan José Amador ”El Perre”
Guitar: Enrique Bermudas
Percussion: Roberto Vozmediano
Originalt koncept og kunstnerisk ledelse: Marcos Morau
Koreografi: Marcos Morau & La Veronal, Lorena Nogal, Shay Partush, Jon López and Miguel Ángel Corbacho
Dramaturg: Roberto Fratini
Scenografi: Max Glaenzel
Produktion af scenografi: Mambo Decorados og May Servicios for Espectáculos
Kostumer: Silvia Delagneau
Produktion af kostumer: Iñaki Cobos
Komponist: Juan Cristóbal Saavedra
Det Kongelige Teaters gamle scene
Varighed: 1 time og 45 minutter uden pause
Spilleperiode: 26. til 28. september 2026
