
´Broken Theater´ er titlen på Bobbi Jene Smiths værk fra 2022, som kredser om prøveforløbet op til en teaterforestilling. Det er ikke helt klart, om det er en specifik forestilling, men hvis man skulle gætte, kunne det være Shakespeares ´Trold kan tæmmes´, der skal opføres.
Alle har nerverne udenpå tøjet – være sig danser, instruktør og iscenesætter. Der går nogle let bizarre mekanismer i gang, når der i prøveforløbet skal castes, spilles instrumenter, indøves skuespil med videre. Der er professionelle og private relationer, der spændes til det yderste, og så er der alle dem midt imellem. Og man kan kun gætte på, hvem der har haft noget kørende med hvem. Der er hierarkier med lederen af kompagniet, der trumfes af ham, der bestemmer det hele og kan stoppe foretagendet efter forgodtbefindende. Frustrationerne kommer let op til overfladen, når lederen af teatret Bobbi Jene skal præsentere de medvirkende, men bliver stoppet, da hun mangler at fortælle om et par dansere. Det er nederen ikke at få sin plads i spotlight. Det går blandt andet ud over Jesse Kovarski, der ligner en kloning af Groucho Marx og Manuel fra ´Halløj på Badehotellet´ og som fuldt forståeligt skærer ansigter i forbitrelse. De medvirkende er ifølge programmet fiktionaliserede udgaver af sig selv, så spekulationer om, hvorvidt der er tale om ægte intriger ligger i baghovedet på publikum.
Det er svært at genreplacere Bobbi Jene. Overordnet er ´Broken Theater´ selvfølgelig en danseforestilling, men det er med tillæg af masser af tale, sang og levende musik. Inspiration har Bobbi Jene oplagt hentet fra Ohad Naharin fra sin tid i det israelske kompagni Batsheva Dance Company, som hun var tilknyttet fra 2005 til 2014. Mindelser er der også til Pina Bausch´s værker. Alting er ligesom hos Bausch ægte. Al musik spilles live med undtagelse af ´La Solitude´. Oplevelsen bliver i den grad analog, og det er dejligt.
Spændende er det, at Bobbi Jene Smith indtager det store teaterrum i Østre Gasværk. Det viser, at der er tale om et levende værk, der kan tilpasse sig det sted, det opføres. De medvirkende var allerede i gang, da publikum blev lukket ind. Der var opstillet garderobestativer, stole til kunstnernes pauser og en række sko. På en bænk sad Bobbi Jene Smith og tog noter før prøven.
De medvirkende har mange talenter. Alle kan danse, men blandt disse er Keir GoGwilt også violinist. Han spiller med en kraft, så hans bue til sidst nærmest ingen strenge har tilbage. Også her udnyttes rummet, for han kravler helt til vejrs og står for enden af en af bagvæggens trapper. Coleman Itzkraft er cellist, og også han har temperament. Mikael Darmanie hamrer i tangenterne på det opstillede klaver. Alle musikere er dygtige og morsomme, når de ud over musikken skaber drama med måden, de spiller på. Musikken er af Giovanni Sollima, Franz Schubert, Elizabeth Converse, J.S. Bach. Frédéric Chopin, Pete Seeger og Maurice Ravel, og det var gode valg.
Jonathan Frederickson ligner en million og er skøn i rollen som diktatorisk leder af forestillingen. Han er ikke bleg for at tale nedsættende til blandt andet Bobbi Jene, der skal castes til rollen som mor til en baby. Hun bliver sat til at vugge barnet på alle tænkelige måder. Bobbi Jene griber udfordringen, og alt imens hendes lange hår kastes frem og tilbage, bliver man alvorligt bange for, om det stakkels barn kommer fra den behandling uden mén. Klimaks i hans optræden kommer, da han i arrigskab begår harikiri med sin kuglepen.
Vinson Fraley er fænomenal i sin dans, og så kan han synge, så man bliver helt forundret over, at så lys en stemme kommer ud af en meget stor mand.
Mouna Soualem – fransk skuespiller – har hovedrollen i den nært forestående teaterforestilling. Hun ”bides i haserne” af Payton Johnson, der er hendes understudy og på flere punkter er hende overlegen, især i teaterdirektørens øjne.
Koreografien byder på moderne dans, tango, traditionel klezmer dans, dans på stole og borde, og der råbes og synges i ét væk.
Det er en yderst talentfuld sammensat flok kunstnere i ´Broken Theater´, og ideen med at komme bag kulisserne og i fiktionsform følge et prøveforløb er god, men man kunne have ønsket, at nogle passager var forkortet og strammet op.
Det er dog få og små indvendinger, og der skal igen igen lyde en stor tak til Ulrik Birkkjær og Thomas Mieth for med ´København Danser´ at få gode koreografer og kompagnier til landet.
,
Broken Theater
Koreografoginstruktør:Bobbi Jene Smith
Dansere: Bobbi Jene Smith, Or Schraiber, Julia Eichten, Alexander Bozinoff, Mikael Darmanie, Keir GoGwilt, Coleman Itzkoff, Jesse Kovarsky, Payton Johnson, Jonathan Fredrickson, Mouna Soualem
Vinson Fraley og Ido Toledano
Lysdesign: John Torres
Lysdesignerassistent: Chris Gilmore
Kostumedesign: Victoria Bek
Producenter: AMOC*
Varighed: 1 time og 45 minutter uden pause
Spilleperiode: 15. til 17. januar 2026





