Sommeren 2025 måtte københavnerne undvære Dansk Danseteaters udendørs danseforestilling, som ellers har været en fast bestanddel af Københavns sommerforestillinger. Nu er kompagniet tilbage i hovedstaden på et nyt spot. Deres nye scene er opstillet ud for Operaen med udsigt til Amaliehaven og Marmorkirken. Det er mageløst og en klar forbedring fra den noget forblæste scene ved Ofelia Plads. Store dele af publikum sidder overdækket af operabygningens tag. Samtidig er der adgang til operaens faciliteter, så der er tale om en gedigen opgradering.
Premiereaftenen indledtes med velkomst af kompagniets leder Marina Mascarell, der naturligvis glædede sig over sin nye venue, og i særdeleshed over, at forestillingen er en del af den helt nye YES-biennale, som er et samarbejde mellem Dansk Danseteater, Dansehallerne, Sydhavn Teater og København Danser.
Aftenens værk var ´Le Scénario´ fra 2023 af svenske Philip Berlin, der er inspireret af Merce Cunningham stringens og rumlige tænkning. Det er store sko at fylde, for Merce Cunningham var et nærmest uopnåeligt ikon indenfor den postmoderne dans.
Værket begyndte og sluttede med klassisk musik spillet af henholdsvis Lukas Hartvig-Møller og Jessica Lyall. Lukas Hartvig-Møller indledte med at spille på lur, og Jessica Lyall sluttede værket med at spille på tværfløjte, mens hun stirrede ud på vandet med ryggen til publikum. Om de reelt selv spillede, er en anden sag, men effekten af live-musik var til stede.
Flere af danserne var iført jeans i forskellig længde og t-shirts – dagligdags tøj, mens andre havde hudfarvede badehætter på, pludderbukser som på Shakespeares tid og ditto kraver om halsen. Lukas Hartvig-Møller er altid med på den værste. Han havde skinnende blå silkeskjorte og shorts over lyserøde balletstrømper – alt sammen parret med hans karakteristiske røde hår. Han er en ener, og hans balletbaggrund har givet hjulpet ham i Cunninghamteknik, der alt andet lige trækker på den klassiske balletteknik.
Danserne var linet op ved scenens sider, mens en eller flere indtog scenens centrum i forskellige formationer – enten ved soli, duoer, trioer eller hele kompagniet. Koreografien var sine steder eksplosiv, og især nogle cirkelspring fra herrerne var imponerende, og passager hvor en danser blev løftet gennem luften på skrå over scenen, var flot. Danserne mestrede virkelig Cunninghams teknik, og udnyttelsen af den store firkantede scene fungerede, ligesom den elektroniske (meget højlydte) musik passede til koreografien – også de indlagte pauser i musikken gav noget til værket.
Værkets store clou var, da Jessica Lyall trådte op på scenen alene – iført et sølv og sortglitrende pailliet-besat tætsiddende havfrueagtigt outfit, mens hun langsomt skred hen over scenen og forførende sugede på en cigaret. Hun var på en gang sexet og utilnærmelig, mens hun næsten som en alien kiggede ud på de jord-boere, der nysgerrigt iagttog hende. Hvad var der mon på spil for hende? Det var nogle både intense og lidt morsomme øjeblikke.
Philip Berlins værk er intenst og opfindsomt, men gentagelserne af trinene var lidt trættende.
Det er en satsning kun at have ét værk på programmet i modsætning til tidligere år, hvor indbudte gæster har bidraget med egne værker.
Dansk Danseteater kunne nærmest ikke have fundet et bedre og mere egnet sted til at opføre sin forestilling. Når vejret derudover viste sig fra sin allermest elskværdige side, og publikum kunne nyde solen gå ned over Marmorkirken, kunne man næsten ikke bede om mere.
Spændende at se hvilke nye sommertiltag kompagniet vil forkæle med fremover.
,
Koreografi: Philip Berlin
Dansere: Jessica Lyall, Lukas Hartvig‑Møller, Bradley Waller, Yi‑Shao Li, Wolf Govaerts, Carlos Luis Blanco Ramos, Lola Potiron, Matilde Stefanini, Reiko Ohta, Luigi Nardone, Grace O’Brien, Jim De Block
Kostumer og scenografi: Daniel Åkerström-Steen
Komposition: Yoann Durant
Musik: Molchat Doma, Dirty Beaches & Suicide
Kostumier: Maria Ipsen
Koreografiske assistenter: Louise Dahl og Anna Grip
Varighed: 50 minutter uden pause
Spilleperiode: 26. til 30. august 2026
