Kristjàn Ingimarsson er et af de mere gale mennesker, vi har importeret fra Island. I mere end 25 år har han underholdt det danske publikum, og hans fysik og kropsforståelse overgås ikke af mange. Hvad han kan med sin krop, er forunderligt og ikke mindst sjovt. Det var Kristjàn Ingimarsson, der i flere omgange imponerede publikum med den ordløse forestilling ´Blam`, hvor vi lærte, at man sagtens kan forelske sig i en lampe, og hvor det er i orden at mobbe chefen. Kristjàn Ingimarsson er også den kunstner, der kan tiltrække fædre og sønner til at overvære en forestilling, der blandt andre ting, indeholder moderne dans. Det er godt gået, og det er svært at komme på andre, der kunne trække den i land.
Kristján Ingimarsson skaber scenerier med kærlige hilsner til tegneserier og spilfigurer, og det hele bliver krydret med gak, jonglering, dans og fysisk udfoldelse af den mere voldsomme slags. Det gør han også i forestillingen ´Liberty`, hvor han ser tilbage på de 25 år. Han lægger stærkt ud med at entre scenen iført motorhjelm og en kæmpe rød fane med tre gule blomster på. Hans transportmiddel er en supermarkedsindkøbskurv, som han bruger som løbehjul, hvorefter han proklamerer ”Idioternes Revolution”. Han fabulerer over begrebet kunstner, hvortil han ikke regner sig selv. Han vil hellere have rendyrket humor, og det synes han ikke, kunstnere har. (Det er nok at sætte tingene på spidsen). Det er svært at rubricere folk, der optræder, men oplagt er Kristján Ingimarsson kunstner, og mon hans bemærkning om det modsatte indeholdt en anelse koketteri. Men tilbage til ´Liberty`. Kristján Ingimarsson hev en dukke ud af ærmet, og efter denne ”fødsel” materialiserede der sig ikke én men hele to levende dukker iført røde helsparkedragter. De kom til verden gennem forestillingens vigtigste element i Kristian Knudsens scenografi – et ”hyldedarium”, hvor adskillige skuffer og hylder tilsyneladende vilkårligt blev trukket ud og lukket i igen. Det har krævet et samarbejde af rang at få det til at fungere. Man skal stole blindt på, at de, der står bag det besynderlige møbel, skubber og trækker på det rette tidspunkt. Ellers bliver det farligt, og det sjove går fløjten. Det klappede heldigvis.
I en anden scene befinder de medvirkende sig i et kontormiljø – et af Kristján Ingimarssons yndlingsscenerier. Der bliver stemplet, vendt papirer og drukket kaffe – selvfølgelig i et hæsblæsende tempo. Den fremadstræbende chef eller måske en besøgende konsulent giver den også fuld skrue, når der jongleres med en elegant dokumentmappe. De to kontoransatte kommer også på randen af vanvid, når blyanter forlænger fingrene på Ida Frost, så hun bliver en kvindelig Edvard Saksehånd, eller når hun og Mads Emil Duelund Hansen forvandler sig til minotaurer med røde plastichorn.
Kristján Ingimarsson giver den i flere omgange med sensuel dans – både når han forfører Ida Frost, der agerer premieregæst eller når han danser med sin mikrofon. Det er sjovt og sexet.
Kristján Ingimarsson, Ida Frost og Mads Emil Duelund Hansen er alle fantastiske
Forestillingen begynder hæsblæsende, men taber i flere omgang momentum, hvilket er lidt ærgerligt. Derudover var det svært at høre, hvad Kristján Ingimarsson fortalte, og når man som undertegnede sad højt oppe i teaterrummet, var der dele af scenen, det ikke var muligt at se. Det ændrer dog ikke ved, at Kristján Ingimarsson rusker op i sit publikum og underholder.
Må han fortsætte endnu 25 år.
Medvirkende: Kristján Ingimarsson, Ida Frost og Mads Emil Duelund Hansen
Idé og instruktion: Kristján Ingimarsson
Instruktørassistent og produktionsleder: Anna Róshildur
Scenograf: Kristian Knudsen
Lyddesign: Andro Manzoni
Lysdesign: Erik Lindkvist Thomsen
Kostumer tilrettelagt af:Tanja Bovin
Producent: Arna Lára Pétursdóttir
Grafik: Lóa Dís Finnsdóttir
Varighed: 70 minutter uden pause
Spilleperiode på Teater V: 21.-25. februar 2024
