
Koreograf, iscenesætter og instruktør Signe Fabricius tager publikum med tilbage til 1500-tallet, hvor Elizabeth den 1. var dronning i England gennem mere end 44 år: Elizabeth blev dog ikke på tronen uden sværdslag, for hendes kusine Mary Stuart af Skotland intrigerede for at få magten. Af dette drama har Signe Fabricius skabt en dansefortælling for syv dansere, der danser over scenen på Betty Nansen Teatret i januar 2026.
I centrum som de to dronninger står Camilla Spidsøe som Elizabeth og Astrid Elbo som Mary. Camilla Spidsøe, der har været vidt omkring i danseverdenen – blandt andet som solodanser ved nationalballetten i Oslo – ser hårdt og koldt på sine mandlige undersåtter. Hun dresserer dem, så man skulle tro, de var hunde, når de danser rundt omkring hende i en cirkel. Iført et sølvgråt korset og et stramtsiddende gråsort trikot under bevæger hun sig, så man ikke er i tvivl om hendes royale status. Det skrappe ydre understreges af hendes meget blå læbestift. Hun er liderlig – både i ordets almindelige forstand, men også liderlig efter at holde på magten, som hun ikke har tænkt sig at give slip på, om det så skal koste personer omkring hende livet, og om hun skal være alene på toppen. Begge dele blev det til. Spidsøe gør det flot.
Astrid Elbo har for en stund forladt den klassiske ballet på Kongens Nytorv. Iført et uskyldsagtigt lyserødt kostume besøger hun sin skrappe kusine, der befaler hende at knæle – en ordre hun i første omgang adlyder. Astrid Elbo agerer stærkt som Mary. Hun kommer hele følelsesregistret igennem som forførende og yndig, desperat i sit fangenskab og på toppen, da hun er overbevist om, at hun har erobret tronen fra sin kusine. Astrid Elbo er intens. Hun har en utrolig kropsforståelse og bevidsthed, hvor hendes balletbaggrund kun er en fordel i Signe Fabricius´ pumpende hiphop-koreografi.
Rundt om de to damer er fem herrer, der hver især helt bogstaveligt skal være i at kunne holde sig i live ved hoffet. Tobias Praetorius, der også er på gæstevisit fra Kongens Nytorv, er Elisabeths elsker (Jarlen af Essex?) og fortrolige, i hvert fald så længe det kan betale sig. Han danser godt op til Camilla Spidsøe, der både er fascineret og frastødt af ham før hun endelig bestemmer sig for, at hun ikke kan stole på ham.
Af de resterende hofsnoge står Luc Boris André Kouadio stærkt. Han er en eminent danser med rødder i hiphoppens verden. Han er stærk, han er sjov – og ikke mindst ser han bestemt ikke værst ud i sit sølvgrå jakkesæt. I forestillingen holder han kun med dem, det kan betale sig at holde med, og bemærkelsesværdigt nok slipper han afsted med det med livet i behold.
Ida Grarups kostumer og scenografi understøtter handlingen forbilledligt. Man er ikke i tvivl om, at man befinder sig ved det engelske hof tilbage i tiden. Scenografien er cirkelformet med et bur i centrum, som fremstår som en boksering. Stærke er hendes kridhvide kostume til Elizabeth i slutningsscenen, hvor hun er sikkert tilbage på magtens tinde, ligesom Astrid Elbos røde særk ved forestillingens slutning viser os, at hun nu er faldet for sin kusines dødsdom over hende.
Publikum bliver taget i hånden i Signe Fabricius´ historie. Handlingen bliver fortalt både med tekst på et transparent gardin og når flere af danserne tager mikrofonen i hånd og får fortællingen til at skride frem.
Signe Fabricius har skabt en dramatisk historie, der henvender sig til alle, men måske især til et publikum, der ikke nødvendigvis er hjemme i balletforestillinger eller smalle moderne danseforestillinger. Forhåbentlig vækker forestillingen nysgerrigheden på dansens verden i øvrigt.
,
Mary Vs. Elizabeth I
Medvirkende: Astrid Elbo, Mads Gronemann, Luc Boris André Kouadio, Tobias Praetorius, Camilla Spidsøe, Adam Tocuyo/Oliver Vilhelmsen, Oliver Zohore
Iscenesættelse og instruktion: Signe Fabricius
Koreografi: Signe Fabricius og de medvirkende dansere
Instruktørkonsulent: Elisa Kragerup
Scenografi og kostumedesign: Ida Grarup
Komponist: Jeanett Albeck
Derudover sange af blandt andre
SIA, Kenneth Bager m.fl.
Lysdesign: Súni Joensen
Varighed: 1 time og 15 minutter uden pause
Spilleperiode: 10. til 31. januar 2026





