Man skal ikke kunne forstå alting, beroligede Ulrik Birkkjær publikum om forud for premieren på 2. del af København Dansers festival 2025, hvor man præsenterede spanskfødte Marcos Moraus værk ´Sonoma´ fra 2020. Det var nødvendigt med denne påmindelse, for efter forestillingen sad man tilbage med følelsen af enten at have forstået alt eller slet ingenting. Men igen – det gør ikke noget. Man var beriget på mange sanser.
Marcos Morau har selv udnævnt ´Sonoma´ som et værk, der hylder dansere fra hans kompagni ´La Veronal´ grundlagt i 2005. Han har dansere med, som har været med fra begyndelsen til de yngste dansere. Værket er for 9 kvinder, der skildrer verden både deres egen og hele omverdenen.
Danserne er nærmest skræmmende kompetente, for ikke alene har de en imponerende fysik. De kan også deklamere lange tekster, mens de danser, de kan skrige, og de kan slå på trommer med en kraft nærmest uden sidestykke.
Scenografien var holdt i gråt på gulvet og store skærme holdt i gråt – en i loftet og de resterende der indkredsede danserne. Lyset var dæmpet, og som publikum sad man (eller jeg i hvert fald) og ventede på, at lyset ville blive skruet op. Hvorfor det ikke skete, var der ingen oplagt forklaring på. På gasværkets sider var forestillingens mange og lange spanske tekster projiceret op på engelsk. (Hvis man er interesseret i at fordybe sig i dem, ligger de på `La Veronals´ hjemmeside på både spansk og engelsk).
Teksterne beskæftiger sig med mangfoldige emner og befinder sig både i nutid og fortid. Det er politisk og menneskeligt og med budskaber om at løse verdens problemer med våben – vel at mærke hvis disse våben er ord, og et blik tilbage på, at livet er kort, kunsten er lang (Vita brevis, ars longa).
Værket indledes med, at et stort trækors ligger på scenen, der herefter indtages af kvinderne iført lange nederdele, hvide kyser og en lang fletning ned ad ryggen. De ligner amishkvinder. Nederdelene er lange, og danserne glider hen over scenen i en imponerende fart næsten med en illusion om, at de har skøjter på. Det har de ikke.
Senere indtages scenen af to dansere med store dukkehoveder på. De forestiller gamle damer med gråt hår og knold i nakken. Det er interessant og frygtindgydende på samme tid. I en anden scene dukker en danser op som en ekstrem høj figur iført jakke, men uden hoved, indtil væsnet udstyres med en oplyst glaskugle. I en anden sekvens var alle dansere klædt i sort og hvidt med hovedet dækket af sort klæde. Endelig optrådte alle ved slutningen af forestillingen i helt hvide kjoler med stivere i, så danserne fik dem til at snurre.
I slutscenen har alle dansere kæmpe trommer på maven. De trommer med en urkraft, man skal lede længe efter.
Forestillingen passer godt til Østre Gasværk, og scenograferne havde brugt rummets egenart ved blandt andet at placere glaslamper i gasværkets buer.
Moraus koreografi er moderne og henter elementer fra mange genrer – være sig ballet, moderne dans og hiphop. Han bruger blandt andet kantede armbevægelser, som hans dansere udfører med en næsten militant præcision, så de optræder som en enhed. Der er soli og samdans for hele kompagniet.
Marcos Morau og `La Veronals´ værk er grotesk, underligt, surrealistisk, religiøst, larmende, mørkt og genialt. Der er noget at tænke over, og så må man leve med, at man er lidt på herrens mark i forståelsen. Det gør ikke noget.
Forestillingen opføres få gange, men der er tid både i dag og i morgen.
,
Sonoma i Østre Gasværk
Koreografi: Marcos Morau & Le Veronal
Medvirkende: Alba Barral, Ángela Boix, Julia Cambra, Laia Duran, Anna Hierro, Ariadne Montfort, Lorena Nogal, Núria Navarra, Marina Rodríguez
Scenografi: Bernat Jansá og David Pascual
Varighed: 75 minutter uden pause
Spilleperiode 28. til 30. maj 2025
