Der er fuld af jul og julestemning, når børn og voksne inviteres til at holde jul med Sigurd Barret og Lisbeth Kjærulff en ellers helt almindelig eftermiddag i december måned.

På scenen mødes man af juletræ såvel som gaver, flygel og selvfølgelig Bjørnen Bjørn, der dog ikke spiller en så stor rolle, som han normalt gør i mange af Sigurds shows. Det gør dog ikke noget, for Sigurd og Lisbeth formår sagtens at fortælle om både julehistorier og -traditioner, synge julesange og hygge om publikum uden Bjørnen Bjørn.

De er et vanvittigt musikalsk par, når Sigurd sidder ved klaveret og Lisbeth synger, også fungerer det virkelig godt, at Sigurd repræsenterer den barnlige naivitet og glæde, mens Lisbeth styrter rundt som den arketypiske voksne i december måned. Især når Sigurd undrende får skilt ‘Et barn er født i Bethlehem’ ad, griner både børn og voksne med på hver deres præmisser.

Generelt må hovedoverskrifterne for juleshowet være jul, musikalitet, stemning og hygge. Går du ikke derfra og er i mere julestemning, end da du kom, så må der næsten bo en “Grinchen” i dig. Showet varer cirka en time og for hvert nyt nummer, der spilles, mærker man, hvordan forældrene får sværere ved at sidde stille og ungerne danser mellem stolerækkerne.

Undervisningsdelen af juleshowet er ikke så stor, som det har været tilfældet med andre af Sigurd Barrets show, men det gør i og for sig ikke noget, når der er tale om et juleshow, hvor det primære formål netop er at skabe julestemning.

Trænger du til lidt ekstra magi og glade juleunger, er ‘Sigurds Juleshow’ helt sikkert et godt bud.

Instruktør: Louise Schouw

Dramatiker, forfatter: Sigurd Barrett

Producent: Sigurds Butik

Medvirkende: Sigurd Barrett, Lisbeth Kjærulff