
I den bygning på Hørsholmsgade, hvor `Dansens Hus´ holdt til før, har Jeremy Thomas-Bøgsted flyttet sine teaterprojekter til efter i mange år at have holdt til i Literaturhaus på Møllegade. Det er en anelse trangt, og det er ikke lige til at se, hvis man ikke stædigt holder ved, at man skal ind her.
I et næsten skjult kælderlokale her opfører den engelske teatertrup ´Mangled Yarn´ i julemåneden deres udgave af ´A Christmas Carol`. Der er næppe noget mere engelsk og julet end Charles Dickens´ ´Et Juleeventyr´, og man kan kun gisne om, hvor mange bog- og teaterversioner der er kommet til verden siden, historien blev udgivet i julen 1843.
Kelly Griffiths, Christopher Smart og Neil Jennings har lavet manuskript til forestillingen. De holder sig tæt til originalhistorien, og det er klogt, for den elsker vi alle. Den foregår tilbage i tiden, om end der har sneget sig en smartphone ind her og der. Der er referencer til andre julehistorier fra filmens verden. Fra ´Love Actually´ fra 2003 siger Scrooges ansatte Bob Cratchit, at det er ”carolsingers”, der banker på i stedet for at sige, at det rent faktisk er Scrooge. Hans hustrus beder sin mand om at få dem til at skride: ”Tell them to bugger off”. Der er referencer til ´A Wonderful Life´ fra 1946, som ´Mangled Yarn´ tidligere har opført som juleforestilling. Manuskriptet bevarer stemningen fra originalversionen, men det er forfriskende, at der pustes lidt moderne liv i historien – også når der refereres til den politiske situation i England.
På scenen møder publikum fire skuespillere, der har forskellige roller, to børnedukker og flere uhyggelige spøgelser. Der ageres og spilles guitar, og det er herligt med den palet af virkemidler, de fire har at gøre med. Publikum inddrages, og vi der sad på første række måtte, hvad enten vi ville eller ej med på scenen til en svingom – herligt.
Børnedukkerne er næsten skræmmende livagtige, og man er lige ved at græde, når man får præsenteret lille Tim, der er alvorligt syg.
Alex Rivers har den store rolle som charmetrolden Scrooge. Hun introducerer ret hurtigt, at Scrooge mener, at julen er humbug. Det er virkelig et ord, der kan siges, så man forstår, hvor frastødende, hele foretagendet ifølge Scrooge er. Hun er et godt match til rollen. Hun har vid og humor til at forsvare sin lidet sympatiske hovedperson. Hun kan være sur, skrap, bange og endelig overstrømmende venlig.
Hele gruppen er velspillende og er god til at få publikum med, og der afsløres nok ikke for meget ved at sige, at eventyret ender godt for alle, og at julestemningen breder sig.
Aftenen sluttede med, at alle sang `Auld Lang Syne´.
Det er en gave at opleve historien på originalsproget, ligesom det er fint, at teaterrum kan befinde sig alle mulige – og i dette tilfælde en anelse umulige steder.
Forestillingen spiller til den 20. december – så overvej at rive et par timer ud af den travle kalender og nyd en juleforestilling, der er både traditionel og har et moderne twist.
,
A Christmas Carol
Medvirkende: Alex Rivers, Christopher Smart, Kelly Griffiths og Laura Cooper-Jones
Instruktør: Kelly Griffiths
Lysdesigner: Paul Damade
Manuskript: Kelly Griffiths, Christopher Smart, & Neil Jennings
Based on the work of Charles Dickens
Varighed: 2 timer inkl. Pause
Spilleperiode: 9. Til 20. december, 2025





