Dronning Dorothea er rykket tilbage til 1920’erne. I hvert fald er det den stemning, vi mødes af i det øjeblik vi træder ind i den lille men hyggelige teatersal, hvor såvel borde, som pynt og scene minder om noget, der kunne have været med i ’The Great Gatsby’.

Scenen er sat og publikum opfordres til at tage del i festen og minderne ved at synge med på turen ”down memory lane”, når blandt andre Rasmus Freimann, der i teatrets opsætning af ’We will rock you’ gav den som den onde håndlanger Kashoggi, charmerer publikum i bedste Frank Sinatra stil.

Showet lægger mere op til flere forskellige små historier og anekdoter end det er en stor fælles fortælling. Det fungerer, fordi hvert oplæg læner sig op af stemningen såvel som det kommende sangvalg. Også fungerer det ikke mindst, fordi man ikke har forsøgt at presse sangene sammen til en fællesnævner og en historie, som måske ikke helt ville overleve alligevel.

Emma Skov, Laura Fast og Maja Lyngsø byder for alvor op til dans og soldaterstemning, når de fører os igennem ’Boogie Woogie Bugle Boy’. Man fornemmer stemningen og forstår pludselig følelsen, de menige må have, når de sendes på orlov. De tre unge kvinder kan ikke alene sætte stemningen og fortælle en historie, de kan også synge. Dette beviser Laura Fast yderligere, da hun på fornemste vis leverer Disney-klassikeren ’When you wish upon a star’, så man i den grad får lyst til at tro på, at et stjerneskud kan give lidt ekstra magi. Mens Emma Skov skyder sig igennem som suveræn bond-babe, hvor ikke alene scenografien spiller, mens hendes vokal er intet mindre end fantastisk i det ellers krævende James Bond nummer ’Skyfall’.

Hans Vincens er efterhånden en erfaren herre og også denne gang imponerer han, for ikke at sige overrasker og begejstrer, når han giver sig i kast med Eminem nummeret ’Loose yourself’. Det gælder om at holde tungen lige i munden med Eminems snørklede lyrik, men dette klarer Vincens uden at blinke i samspil med Maja Lyngsø.

’A Night to Remember’ sluttes af med intet mindre end en Disney-landeplage i form af ’Do you want to build af snowman’, som ikke kun folk med børn måtte lide under. Sangen blev kun overgået af ’Let it go’, men satte i den grad prikken over i’et på en gennemført flot aften, hvor både kunstnere, ensemble, lyd og scenografi udgjorde en flot og komplet pakke. Går du ikke derfra med mindst et af numrene kørende på repeat i hovedet, så er det din egen skyld, for hvert sekund nydes og tages med i rygsækken med minder.

’A Night to Remember’ spiller til 7. oktober  på Dronning Dorothea Teatret.

Instruktør: Allan Glue

Koreograf: Rikke Lillevang

Musikalsk ledelse: Michael Kristensen

Lyd- og lysdesign: Johnny Andersen og Daniel Petersen

Medvirkende: Rasmus Freimann, Emma Skov, Hans Vincens, Laura Fast, Maja Lyngsø Møller, Roar Rasmussen og Mathilde Baltsersen