Art

That Theatre Companys seneste udspil er stykket Art fra 1994 af franske Yasmina Reza og oversat til engelsk to år efter af engelske Christopher Hampton.

Historien foregår i Paris og handler om tre mænd, der har været venner i 15 år.

Hudlægen Serge har købt et maleri for 100.000 euro. Det er helt hvidt og skulle efter det oplyste være et kunstværk af de sjældne og endda malet af en anerkendt kunstner. Hans ven, ingeniøren Marc, kan ikke tage det alvorligt, og det har vi i publikum nok også ret svært ved. Marc kommer til at grine over det absurde i, at vennen har brugt så mange penge på et maleri. Deres fælles ven Ivan, der arbejder i en forretning med papirvarer bliver taget som gidsel i sine venners konflikt.

Der er meget på spil i denne historie, og det er ikke kun, hvorvidt moderne kunst alt andet lige er fup, eller om man kan tage for pålydende, at et helt hvidt lærred rent faktisk er kunst. Det handler nok så meget om langvarige venskaber og deres udvikling.

De tre har kendt hinanden siden ungdommen, men dynamikken mellem dem er ændret over årene. Serge og Marc er i modsætning til Ivan begge højtuddannede. Ivan er underlegen uddannelsesmæssigt, er presset af sin familie og af sin forlovede, som han står over for at skulle giftes med. Alt dette gør hans mæglerrolle så meget desto mere besværlig. At være tre venner kan tit være problematisk – der er altid en eller flere, der kommer i klemme, og intriger og forskellige dagsordner kan komme i vejen for venskaber. Endelig er problemet, hvor meget sandhed, der er plads til blandt venner. Skal man gøre sin bedste ven opmærksom på, at det er galt at prioritere køb af kunst eller åbenlyst kritisere en veninde til en ven, som Serge gør over for Marc. De to får i hvert fald såret hinanden godt og grundigt.

Det er svært at sige, men sikkert er det, at hvis en ven uanmodet siger sin mening og derved kommer for tæt på, kan det udløse skænderier og i sidste ende opløse relationen.

Rasmus Emil Mortensen, Benjamin Stender og Peter Vinding gør det alle glimrende, og de underspiller humoren, så den bare bliver mere tydelig. Benjamin Stender er komisk selvhøjtidelig, når han iført hvide stofhandsker bærer sit nyanskaffede maleri ud og ind. Rasmus Emil Mortensen er sjov som den let koleriske person, der ikke kan tage vennens tiltag og ikke kan lade være med at gøre opmærksom på det. Peter Vinding udtrykker sine frustrationer omkring sit forestående bryllup og sit arbejde med papir, så man føler med ham.

De tre skuespillere taler imponerende godt engelsk i betragtning af, at de alle er danske. Det er en fornøjelse at høre. Stykket passer godt til det lille scenerum på Krudttønden, og den enkle scenografi med en sofa, et bord og et par stole er alt, der behøves til at få historien til at fungere. Og jo så er der det hvide maleri, der bæres ind og ud til stor morskab. Det er udfordrende for skuespillerne at have deres publikum så tæt på, og det er en luksus at være vidne til.

Ian Burns har for en gangs skyld overladt scenen til sine skuespillere og har iscenesat løjerne.

Manuskript: Yasmina Reza
Instruktør: Ian Burns
Medvirkende: Rasmus Emil Mortensen, Benjamin Stender, Peter Vinding

Spillested: Krudttønden, Serridslevvej 2, 2100 København Ø

Spilleperiode: 20. februar til 23. marts 2019
Spilletidspunkter: Mandag til fredag kl. 20, lørdag kl. 17.

Varighed: 1 time og 20 minutter uden pause. Forestillingen spiller på engelsk

Skriv kommentar