”Bjørnene fra Sicilien” er en ”feel-good” tegnefilm, til trods for at historien til tider er ganske barsk. Tegnefilmen er baseret på den italienske novelle – ” La Famosa invasione degli orsi in Sicilia – skrevet af Dino Buzzati, som blev publiceret tilbage i 1945. Bogen er en af de mest læste bøger i Italien, og forfatteren Dino Buzzati ses stadigvæk i dag som værende en af de førende klassiske skribenter i Italien

Instruktøren Lorenzo Mattotti har i et interview udtalt at især Dino Buzattis tone, den stemning han skabte i sine bøger og denne specielle måde at fortælle historier på, som var de gamle fortællinger eller legender, fulde af magi og mysterier med en mørk, forventningsfuld og intens stemning i høj grad har inspireret instruktøren Lorenzo Mattotti, da han skulle udarbejde tegnefilmen ” Bjørnene fra Sicilien”.

Et af instruktørens ønsker er at ikke alt skulle fortælles eller tegnes i ” Bjørnene fra Sicilien” med det bevidste ønske at åbne op for biografgængerens egen fantasi. Instruktøren ønskede også at skabe en historie, hvor fortælleren går fra sted til sted, som en ægte siciliansk historie sanger. Denne strategi virker ikke 100 procent, især ikke hoppene fra sted til sted, som gør at ”Bjørnene fra Sicilien” ikke får det ønskede flow i sin historiefortælling.

Netop historien og selve fortællingen i ”Bjørnene fra Sicilien” er tegnefilmens svage led. Uden tvivl er instruktøren Lorenzo Mattotti inspireret af Dino Buzattis novelle, men det er som om at historien vil for meget, der er rigtig mange småhistorier i fortællingen, som fletter ind i hinanden. Og fletningen er ikke altid lige god, hvilket gør at historierne bliver snørklet fortalt, og som biografgænger kan man tabe tråden på et tidspunkt, for dog så at fange den igen.

Der sker rigtig meget i denne tegnefilm, måske lidt for meget endda. Instruktøren har selv fortalt, at de havde skåret rigtig mange karaktere fra, som var med i bogen, og at de bevidst skaber Geodeone og den lille pige samt den gamle bjørn som fortælleren, og som dem der introducerer historien.  Karakterne Geodeone, den lille pige og den gamle bjørn kunne faktisk undlades, og derved ville filmen kunne folde sig ud på en helt anden og måske bedre måde.

Som voksen biografgænger kan man ikke lade være med at tænke på at nogle af filmens scener er et symbol på diktatur, kommunisme og 1. samt 2. Verdenskrig. Instruktøren Lorenzo Mattotti har udtalt, at der ikke er en bevidst handling og at det heller ikke var en symbolisme, som han fandt i selve Dino Buzzattis historie.  Men symbolismen virker nu til at være tydelig nok, og taget i betragtning at bogen blev publiceret i år 1945 giver det også mening, at der er en stærk krigssymbolisme i tegnefilmen.

Uden tvivl er ”Bjørnene fra Sicilien” en meget kunstnerisk voksen tegnefilm. Og hvad der tabes på historiens formidling vindes helt klart tilbage på selve animeringen, scenografien og ikke mindst farvelægningen, hvor næsten hvert et penselstrøg træder smukt frem på lærredet.

” Bjørnene fra Sicilien” fascinerer  og betager med dens farvelægning og ikke mindst scenografiske former. Tegnefilmen er visuelt utrolig smukt animeret, og byder på en rigtig skøn rejse ind i et landskab, der scene for scene næsten er små kunstværker i sig selv.

Filmen er tilladt fra børn over 7 år, men hvis man forventer en rigtig børnetegnefilm tager man fejl. Dertil er ” Bjørnene fra Sicilien” mere for voksne sjæle, og de mindre børn vil nok ikke kunne følge med i filmens meget snørklede handling. Kulturtid.dk føler sig meget kunstnerisk underholdt og giver derfor ” Bjørnene fra Sicilien” 4 stjerner.

Instruktør: Lorenzo Mattotti

Scenografi og dialog: Thomas Bidegain, Jean-Luc Fromental med flere

Baseret på novellen : ” La Famosa invasione degli orsi in Sicilia – skrevet af Dino Buzzati

Producere:  Valerie Schermann og Christophe Jankovic

Musik:  Rene Aubry

Spilletid: 82 minutter

Tilladt for alle, men frarådes børn under 7 år.