
Har du ikke set den – så kom af sted! Grib det nærmeste barn og køb dig en billet til en af de mest rørende og elskværdige børnefilm i nyere tid, Rene Toft Simonsens ‘Børnene fra Sølvgade med blandt andre Jakob Fauerby og Anders W. Berthelsen i nogle af de bærende roller.
Det er ikke alene lykkedes Mehdi Avaz at få Rene Toft Simonsens i forvejen skønne fortælling op på lærredet, det er også lykkedes ham at caste et hold, der kan spille skuespil. Med erfarne navne som Fauerby, W. Berthelsen, Dick Kaysø og mange flere er det næsten en selvfølge, men de fire unge talenter, der udgør søskendeflokken bestående af Petra, Katinka, Kirk og Tristan og som spilles af hhv. Amelia Ahmad Abdullatif, Ida Skelbæk-Knudsen, Alfred Rivera og Alfred Nordhøj Kann kan i den grad også spille og er både søde, sjove, frække og empatiske. Hver enkelt karakter rummer en masse lag, som forståes forskelligt af både børn og voksne, men fælles for de fire unge skuespillere er, at de formår at vise hver enkelt lag.
De fire søskende bor alene i en lejlighed på Sølvgade i København efter deres mor forsvandt, da hun efter lang tids sygdom en dag gik ud for at bade. Børnene kæmper ihærdigt for at holde sammen på familien og undgå Kommuntrolde, der vil sende dem på børnehjem og skille dem ad. Men med skoleinspektøren Hr. Moth (Lars Ranthe) og hans store undren over børnenes manglende mor, må de tænke kreativt. Ind kommer fra højre Niels eller som alle kalder ham Miss Nelly (Jakob Fauerby).
Det er måske Fauerbys bedste rolle nogensinde. Ihvertfald er han helt fantastisk i rollen som den sympatiske og elskelige Miss Nelly. Fauerby formidler i samspil med Anders W. Berthelsen, der spiller hans kæreste Brian, mere end bare en god fortælling for børn. Han formidler, at der ikke findes én rigtig opskrift på, hvad en familie er, men derimod mange. Dette synes kun at være et af filmens mange temaer, for uden at blive en rodebutik berører Rene Toft Simonsen ikke kun familiekonstellation, men også sammenhold, tolerance, kærlighed og ikke mindst fordomme, ensomhed og tolerance. Men emnerne bliver aldrig trukket ned over ørerne på dig i en sådan grad, at du føler dig overfaldet – tværtimod. Filmen indeholder så mange fine scener, at man køber ind på det hele; ikke kun Miss Nelly og Brians kærlighed til børnene, som forresten virker til både at eksistere på og uden for lærredet, men også deres sammenhold og børnenes forskellige bekymringer, som kommer til udtryk på forskellige måder.
Petra er måske den mindst bekymrede qua sin alder, men søger alligevel stor tryghed i sine søskende og det at flyve væk, Kirk forsøger at holde sammen på hele familien via regler, lovgivninger og Karnovs lovsamling, Katinka vil gøre alt for at beholde Miss Nelly, der hurtigt bliver familiens samlingspunkt og er så bange for at svigte, mens Tristan konstant har paraderne oppe for at beskytte sine mindre søskende, først da Brian og Miss Nelly tager børnene med på fisketur, kan han for alvor sænke skuldrene og slappe af – en måske helt almindelig men rørende scene.
Filmen indeholder alt det, som en god familiefilm skal gøre; noget for alle aldre, humor, alvor, kærlighed og en morale, som vi alle kan købe ind på, måske endda i så høj en grad, at vi forlader biografsalen med våde øjne, et smil på læben og sender P.L Travers og Mary Poppins en tanke eller to. Tak for det!
Orker du kun én børnefilm i år, så lad valget være ‘Børnene fra Sølvgade’.
Aldergrænse: Frarådes børn under 7 år
Filmlængde: 1 time 42 min
Original titel: Børnene fra Sølvgade
Premiere: 10. oktober
Instruktør: Mehdi Avaz
Medvirkende: Jakob Fauerby, Ida Skelbæk-Knudsen, Alfred Nordhøj Kann, Alfred Rivera Hansen, Amelia Ahmad Abdullatif, Anders W. Berthelsen, Dick Kaysø, Lars Ranthe
Copyright: Nordisk Film Distribution