
Midt i Tangkrogen i Aarhus kan du ikke undgå at lade øjnene falde på Danmarks største cirkustelt og måske endda de fleste børns yndlings cirkus. Cirkus Summarum er i byen og det plejer at vidne om, at sommeren er over os og måske endda får lov at vare lidt længere.
Endnu en gang leverer holdet bag en farverig, fantasifuld og hjertevarm forestilling, der tryllebinder både børn og voksne. Med årets tema “Sammen er vi stærke!” formår forestillingen at kombinere klassisk cirkusstemning med moderne børneunderholdning i en smuk og meningsfuld ramme fyldt med søde børn og skønne dansere.
Årets hold af DR’s børne-tv-favoritter – heriblandt Motor Mille (Mille Gori), Hr. Skæg (Mikkel Lomborg), Rosa fra Rouladegade (Rose Gjerulff Nyholm), Onkel Reje (Mads Geertsen) og Heino (Troels Thorsen) – stråler på scenen med deres velkendte charme og karisma. Heino tilføjer en ny dimension til forestillingen med sin lettere kejtede, men kærlige tilgang til fællesskabet og hans noget store begejstring for minigravere, der måske endda ikke er helt så små som først antaget. Hans komiske timing og evne til at få både børn og voksne til at le gør ham til en publikumsfavorit, og succesen bliver ikke mindre, da han giver nummeret ‘Popcorn’.
Samtidig har Rosa måske sin flotteste sæson i det ikoniske telt. Det alt for søde er puttet lidt væk og i stedet besidder hun en kæmpe portion charme og selvsikkerhed, der når selv de mindste tilskuere i teltet. Hendes fineste øjeblik er hyldesten til hendes Mor Elisabeth Gjerulf Nielsen, når hun i store røde gummistøvler på fineste vis leverer ‘Røde Gummistøvler’ og sender det voksne publikum direkte tilbage til barndomsværelset, hvor cd’en ‘Hem’lig hellikopter’ næsten blev slidt. Derudover får vi for første gang lov at opleve ‘Heksebeth’ i teltet – en stor fornøjelse og ikke mindst en stor glæde for børnene.
Onkel Reje har ikke helt så markante numre, som det tidligere er set – og det savner man egentlig lidt. Hans nye assistent Erna er dog et ret sjovt og godt tænkt input til hans karakteristiske figur
En anden nyhed i år er den nye teaterdirektør Helga i form af Rikke Bilde, der overtager rollen som cirkusboss med både autoritet og glimt i øjet. Bilde balancerer elegant mellem det humoristiske og det alvorlige, og hendes figur er med til at holde den røde tråd i forestillingen. Hun formår på overbevisende vis at samle det spraglede cirkusunivers og give det en klar retning – samtidig med, at hun selv bliver en del af løjerne.
Cirkus Summarum er ikke et traditionelt cirkus – der er ingen dyr i normal forstand, men til gengæld masser af sang, musik, dans og stærke budskaber om venskab, forskellighed og fællesskab. Forestillingen er pædagogisk velovervejet uden at blive belærende, og den interaktive stil får publikum – store som små – til at føle sig som en del af showet.
Motor Mille leverer som altid en skøn blanding af akrobatik og har i år oven i købet sørget for elefant i manegen. Det er meget tydeligt, at hun er en af børnenes helt store favoritter. Mens skønne Hr. Skæg både viser sårbare og eftertænksomme sider og giver alle en plads i Cirkus Summarum.
Scenografien er farverig og fantasifuld, og musikken fra DR Big Band er både iørefaldende og medrivende. Børn og voksne skråler med på sangene, så man skulle tro, at de havde øvet hjemmefra, hvor eneste minus derfor er, at lyden i teltet har været betydeligt bedre de tidligere år.
Cirkus Summarum 2025 er en hjertevarm og energisk oplevelse, der leverer både grin, gys og glæde i børnehøjde. En vaskeægte sommertradition, der bliver ved med at overraske og røre sit publikum – nu med nye stjerneskud som Heino og Helga, der allerede føles som en naturlig del af holdet.
‘Cirkus Summarum 2025’
Instruktør: Birgitte Næss-Schmidt
Manuskript: Julie Ravnhøj
Scenograf: Line Bech
Koreograf: Nellie Bethel
Medvirkende: Mads Geertsen, Mikkel Lomborg, Troels Thorsen, Mille Gori, Rosa Gjerulff Nyholm, Rikke Bilde m.fl.





