Copenhell 2025 var en stor succes med pragtfuldt vejr, et væld af gode koncerter og fantastisk stemning som altid.
Strabadserne startede onsdag, hvor et af festivalens hovednavne Myles Kennedy desværre måtte aflyse. Det kunne ikke mærkes noget videre, da Skunk Anansie indtog hovedscenen et par timer efter. Publikum responderede helt fantastisk på showet, og forsanger Skin og resten af bandet var tilstedeværende, selvom de havde deres storhedstid i starten af 90’erne. Skin var nede blandt publikum og formåede at falde ned, miste noget udstyr og invitere en muskuløs herre til at mødes senere under deres store hit ´Weak´. Det mistede udstyr kom derefter tilbage fra publikum. Der var intet weak over den performance.
Battlesnake var en besynderlig oplevelse. Det virkede som om de prøvede at tage pis på mange ting på en gang. Vi gik i stedet til Within Temptation, der leverede melodisk metal i et scenesetup med store søjler og figurer. De virkede meget hollandske i deres fremføring, og Sharon den Adel har bestemt en stor stemme og interagerede fint med publikum. Dog var der ret mange taler med diverse budskaber, som blev lidt langtrukne undervejs.
Spontant gik jeg til Wurmrot fra Singapore, da det er et af verdens bedste grindcore bands og jeg var nysgerrig på, hvordan metal lød i den ende af verden. 1 guitarist, 1 trommeslager med et vanvittigt tempo, og en dedikeret skingert-råbende forsanger, var hvad der mødte mig. De spillede et utal af numre, og Gehennascenen var tætpakket og publikum kunne ikke få nok. Den bedste koncert jeg så på Gehanna i år.
Dizzy Mizz Lizzy spillede en by request koncert. Ideen var da meget god, men måske har Dizzy Mizz Lizzy ikke nok “glemte” sange til, at en sådan koncert giver mening. Det virkede lidt underligt til tider, og de spillede mange af de åbenlyse sange. Det lyder naturligvis fantastisk, og Tim Christensen synger stadig forbløffende godt. Det blev meget meget folkeligt under nogle af numrene, men det ræsonnerede bestemt blandt publikum
Aftenens sidste koncert på Hades var bandet Dethklok. Måske er det et tegnefilmsband eller også findes de i virkeligheden? De stod i hvert fald på scenen kl. 23, hvor der var meget mere fokus på skærmen med tegnefilmsbandet end de levende musikere på scenen. Det var death metal som death metal bør være, men med flere komiske metal public service meddelelser fra det animerede logo Facebones. Måske den her koncert ikke har været til alle, og der var da også flere, som ikke var klar over, hvilket tv-serie bandet stammede fra. Det er nok også lige meget efter sådan en lang dag.
Torsdag startede vi ud med The Sword, der leverede en robust koncert til at sætte dagen i gang, inden vi på Pandæmoniumscenen skulle se Eyes X Syl – 2 danske bands, der spillede en koncert sammen. Deres energi var helt til ånden, og der var så meget støv på pladsen, at det næsten skyggede for scenen. Større energiladning på både scene og plads var svært at finde.
Bullet for my Valentine og Gloryhammer kunne godt være bands som lidt deler vandene. Vi så i hvert fald kun en smule af det.
Exodus har lige fået tidligere forsanger Rob Dukes tilbage. De må have savnet ham, for det var en fantastisk performance. Det var trashy på den måde, hvor trash metal fungerer. Det er ikke fordi bandet har monsterhits, som alle var kommet for at se, men der var tætpakket, gang i pitten og knald på fra start til slut. Den bedste koncert jeg så på Pandæmonium i år.
Alle på hele festivalen skulle åbenbart se de hypede unge gutter fra bandet Ashes of Billy. Imponerende, at vi ikke kunne komme ind til scenen.
Fredagen bød på to klare højdepunkter:
Man skal gå efter bolden og ikke efter manden, men hvis manden er Billy Idol er det en anden snak. Han ser virkelig vild ud, og har ikke ændret meget i sin fremtoning og sin tøjstil. Hvorfor skulle man også det, hvis man har bar mave under sin læderfrakke. Han spillede et set fuld af hits sammen med Steve Stevens og co. Still dancing til overlegent at markere, at det ikke bare var tomme ord, indtil han naturligvis skulle danse med sig selv. Han spillede også nyere sange, som 77 – en duet med Avril Lavigne. Hvad det siger om, hvad genren er nået til, kan jeg ikke sige, men det fungerede i hvert fald godt som solosang fredag aften.
Rebel Yell blev annonceret som den vigtigste del af koncerten. Det var rigtigt, men det var også godt, så fair nok udmelding. Som et af ekstranumrene spillede han sangen, ´People I Love´ som en lidt akavet “Undskyld far er på turné” sang. Sjovt tidspunkt at putte sangen ind.
Kongen vendte tilbage, da mørket faldt på. King Diamond var hjemvendt på scenen. Frontmanden startede med at ofre en børnedukke for derefter at få den kørt væk i en kiste. Hele scenen var en kæmpe konstruktion med trapper og platform til at stå på, og King Diamond benyttede også døren i scenen flere gange. Falset-skrigene lyder præcis som de skal, og lige fra starten af var det klart, hvorfor King Diamond fortjener sin titel. Begge guitarister spiller fænomenalt, og det ene af dem er også med i bandet Mercyful Fate, som Kim Diamond sprang ud fra. Dengang banede de vejen for black metal bølgen, hvor King Diamonds corpse paint er blevet velkendt blandt flere andre bands. Kim, som folk glædeligt refererede til ham som på pladsen, skiftede mellem det makabre, det lidt hyggesnakkede og det lidt opdragende til både fans og bandet. Han kan godt selv se, hvornår det hele bliver for memeable. Det var den bedste koncert jeg så i år.
Om lørdagen havde Powerwolf fået et eftermiddagsslot, hvor solen skinnede så meget, at det var svært at se bandet fra toppen af den fantastiske bakke foran scenerne. Det er powermetal, når det er bedst, og de har et særligt blink i øjet med deres fremtoning og lyd. Der er en form for humor i en stor ballade som ´Demons Are A Girl’s Best Friend´, der kun vil ræsonnere godt på Copenhell. Det lidt sørøveragtige omkvæd fik i hvert fald næsten hele pladsen til at huje med.
Der var store forventninger til In Flames, som egentlig var placeret på et lidt mærkeligt tidspunkt, men det skulle ikke afholde dem fra at holde en fest. Forsangeren Anders Fridén var iklædt en “Death Row Records” trøje, selvom de ikke fremstod noget videre hiphop. Han er en af 2 medlemmer som har været med i bandet fra start, og han ved, hvad han laver. Deres lyd er hård, men med deres eget lidt melodiske twist over det. Det lyder egentlig svensk på den gode måde. Setlisten var bygget fornuftigt op, under Trigger gik det dog så vildt for sig, at en gut formåede at lave et flyvespark, da han hoppede gennem sikkerhedsgraven og ind i pitten. Dårlig stil men alligevel imponerende. At næste sang var ´Only for the Weak´ virkede næsten tragikomisk.
Slipknot var tilbage til at lukke Helviti lørdag aften. Forsanger Corey Taylor virker til at komme på festivalen i en eller anden facon hvert år. Flere af medlemmerne er enten gået bort eller udskiftet, så det er efterhånden svært at vide, hvilken variant af Slipknot man får, udover at alle medlemmer har masker på. Klovnen var ikke med igen igen, men der blev da sendt kærlighed til ham flere gange undervejs.
Slipknot har udviklet sig til et kæmpe monster af et allestedsværende metal hovednavn, hvilket man godt kan forstå. Selve deres scene er gigantisk, og denne gang kunne man beskue, hvad der var i vente inden koncerten, i stedet for et scenetæppe som de plejer. De gik på scenen til temaet fra Knight Rider og bragede ellers derudaf lige efter det. Corey Taylors maske havde dreadlocks påsyet, hvilket han gjorde tidligt i karrieren, da han blev for træt af at skulle filtre håret ud gennemhuller i masken. Et retro indfald, som nok var en god idé, fordi han havde energi som i gamle dage. Det er ikke fordi, at de spillede alle åbenlyse monsterhits, men alle valg var gode og fungerede. Til tider blev de lidt progressivt jazzede og jammede lidt, hvilket ikke er så typisk for dem, men det var fantastisk at se. Midtvejs gav DJ Sid Wilson et fint mix af ´Tattered & Torn´ fra pladen, der er opkaldt efter dem. Slipknot havde droppet deres berømte sit-down under ´Spit It Out´, hvilket egentlig var fint nok. Den gimmick har de kørt med altid, og der er efterhånden gået lidt inflation i det. De holdt dog fast i at spille ´Surfacing´ som et af de sidste numre, og det gjorde de præcis, som de plejer. Det er svært at vurdere, hvor sultne publikum er efter Slipknot, da det efterhånden ikke er en sjældenhed at se dem længere. Vi var i hvert fald godt underholdt. Slipknot og In Flames leverede dagens bedste koncerter på Helviti.
Copenhell præsterede en flot festival med koncerter af allerhøjeste kvalitet. Nogle gæster kommenterede, at lineuppet var mindre interessant end tidligere år. Det kan godt være der måske var nogle gengangere og manglede et par WOW-navne, men niveauet var enormt højt og man kunne ikke ønske sig meget mere end dette. Der var fantastiske øjeblikke på samtlige scener!
Vi så også flere andre navne, vi ikke har skrevet om, men det er vigtigt at fremhæve, at programmet er sammensat så godt, at man let kan se det første kvarter af en koncert, og nu videre til det næste uden problemer. Det skaber et godt flow på pladsen, og det er nemt at være nysgerrig og gå lidt på opdagelse i lineuppet sådan.
Vi ses til næste år!
