Antallet af aflyste arrangementer stiger i øjeblikket på grund af Corona-krisen, og nu melder CPH STAGE også at de må udskyde årets festival til næste år.

Arrangementet skulle have været afholdt fra 28. maj til 6. juni, men da der fortsat er opsat restriktioner i denne periode, har arrangørerne bag nu meldt ud, at man ser sig nødsaget til at aflyse festivalen for 2020. Årets Reumert skulle have afsluttet festivalen, men det er endnu ikke meldt ud, om denne aflyses eller afholdes på alternativ manér.

I en pressemeddelelse fra CPH STAGE fremgår det:

”Vi havde glædet os til igen i år at skulle fremvise dansk scenekunst og skabe møder mellem teatret og publikum. Teatrene og kunstnerne har knoklet for at have originale, relevante og kunstnerisk fornyende scenekunst klar til programmet, og vi er selvfølgelig meget kede af at måtte aflyse. Vi har ventet til det sidste og krydset fingre for, at forandringer i situationen ville gøre det ansvarligt at afholde festivalen, men må konstatere, at det ikke bliver sådan. CPH STAGE skulle have fundet sted den 28. maj – 6. juni 2020.”

Festivalen og teatrene arbejder i stedet mod at ændre forretningsmodellen og finde på alternative løsninger.

”Teatrene er i fuld gang med at skabe nye forretningsmodeller og nye måder at møde publikum på. Det vil vi gerne bakke op om. Samtidig er CPH STAGEs Internationale dage den eneste internationale platform i Danmark for voksenteater. Det forpligter. Derfor går vi nu sammen med teaterbranchen, vores samarbejdspartnere, internationale kollegaer og støttegivere om at sikre, at vi kan afvikle en online udgave af festivalens brancheaktiviteter og internationale indsats.”

CPH STAGE finder i stedet sted fra 27. maj til 5. juni 2021.