Bokse-drama, velplaceret højrehooks og udsædvanligeknockout-serier er ingredienserne i Sylvesterne Stallones nye film “Creed II”.
Legendariske Sylvester Stallone er tilbage som træneren Rocky Balboa. Og i ”Creed II” følger man ham træne den unge bokser Adonis Creed spillet af Michael B. Jordan op til at blive en dygtig sværvægtsmester. ”Creed II” er en opfølger til hitfilmen ”Creed”, som er en fortsættelse af Rocky-filmene, og ” Creed II” er det nyeste udspil fra Sylvester Stallone.
I ”Rocky IV” døde Apollo Creed i bokseringen i kampen mod den mægtige russiske modstander Ivan Drago. I ”Creed II” bygges der videre på denne historie, hvor der fokuseres hovedsageligt på Adonis Creeds liv som bokser, ægtemand og familiefar efter faderens død.
Nu er det Verdensmesterskaberne, det handler om. Kampen mellem ”det gode og det onde” – amerikaneren mod russeren. Og denne gang skal Adonis Creed for alvor se sine dæmoner i øjnene, hvis han skal have nogen mulighed for at vinde kampen mod sin modstander og rival Viktor Drago, som er intet mindre end sønnen af selveste Ivan Drago, der dræbte hans far.
Russiske Ivan Drago, der spilles af Dolph Lundgren, har siden dødsfaldet i bokseringen trænet sin søn Viktor Drago op til at være ikke mindre end en boksende dræbermaskine. Og Viktor er klar til kamp. Samspillet mellem Ivan Drago og boksersønnen Viktor Drago, der nu skal i ringen mod Adonis, er et intenst manipulativt forhold, hvor Ivan har fyldt sin søn Viktor med en hævntørst sjældent set. Karakterskuespil på højeste plan.
Viktor Drago spilles eminent af den nye rumænske stjerne Florian ” Big Nasty” Munteanu, der er perfekt castet til rollen som den hævntørstige russiske bokser.
Man kan sagtens se filmen ” Creed II” uden at have set de tidligere film. Historien i ”Creed II” er ikke helt så fængende som de tidligere Rocky film. Men Munteanu i rollen som den hævntørstige russiske Viktor Drago er så velspillet, at man ikke kan undgå at blive draget ind i Creed universet trods et lidt trivielt plot.
Medvirkende: Michael B.Jordan, Sylvester Stallone, Tessa Thompson, Dolph Lundgren, Florian ” Big Nasty” Munteanu med flere.
Instruktør: Steven Caple Jr.
Manuskript: Juel Taylor, Sylvester Stallone, Cheo Hodari Coker.
Producere: Sylvester Stallone, Kevin King-Templeton, William
Varighed: 130 minutter