Forfatter Ian McEwan har bidraget med manuskriptmateriale til flere film i eftersommeren 2018. Den meget vellykkede Dommerens Valg med Emma Thompson og nu Den Dag på stranden baseret på McEwans bog og manuskript over samme.
Historien udspiller sig i begyndelsen af 1960-erne og handler om et ungt nygift par, Florence og Edward, spillet glimrende af Saoirse Ronan og Billy Howle. De er taget til et hotel ved kysten for at tilbringe deres bryllupsnat der.
De to kommer fra vidt forskellige familier. Edwards mor var en respekteret kunstkender, men lider efter en ulykke af en alvorlig hjerneskade, som har sat hende ud af spillet som almindeligt fungerende i en familie. Florences familie er traditionel konservativ med far, mor og to søstre. Der er ikke rum til meget udsyn her.
På hotellet vil hyggen og intimiteten ikke rigtig indfinde sig, efter at en temmelig kedsommelig middag er indtaget. Stemningen mellem de to unge bliver tiltagende akavet, og intet de gør eller ikke gør, hjælper. De er kejtede og uerfarne med deres seksualitet, og alle forsøg indebærer ét skridt frem og to tilbage.
Der trækkes tråde tilbage i tiden fra før de to mødtes og til deres respektive liv, som har præget og forberedt dem (eller ikke forberedt dem) på at håndtere voksenlivet. Der er scener fra Florences barndomshjem og fra hendes klassiske musikkvartet. Musikken fylder i hendes liv og her viser hun passion og har drømme. Fra Edwards liv genspilles scener fra hans meget ukonventionelle og besværlige barndom og hans frustrationer over ikke at kunne formidle de simpleste budskaber til sin mor.
Der foregår alt og intet i denne film, og ideen med at trække pointerne i langdrag er for så vidt sympatiske. Hvorfor skal alt gå så hurtigt? Dog er der for lidt og for meget. Der går langt over en time, før det afsløres, hvad parrets grundlæggende problem er.
Filmen giver et billede af de tidlige 1960-ere med en blanding af traditionel levevis og første tegn på ungdomsoprør, men det meste er set før.
Ved slutningen af filmen føres handlingen op til nutiden, og her bliver hele foretagendet klistret og sentimentalt af flere omgange.
Den Hollywood-slutning kunne man gerne have undværet.
Den dag på stranden
Premiere den 6. september 2018
Instruktør: Dominic Cooke
Manuskript: Ian McEwan baseret på hans roman ”At Chesil Beach”
Medvirkende: Saoirse Ronan, Billy Howle, Anne-Marie Duff and Emily Watson