
Susanne Biers film ´Den eneste ene´ fra 1999 er nærmest dansk folkeeje. Vi holder af den elskelige, lidt naive køkkenmontør Niller, makeupdamen Sus, der er gift med den smukke, italienske, men bedrageriske Sonny, hendes veninde Stella, Nillers kone Lizzie, der dør i en påkørsel, hendes søster – den kiksede psykologistuderende Mulle, der har et crush på sin svoger og endelig lille Mgala, som Niller og Lizzie adopterer fra Afrika.
I 2005 skabtes musicalen bygget over filmen. Forestillingen vandt en Reumert som det års bedste musikforestilling i 2006. Musicalen har flere gange efterfølgende været opført, og nu genopføres den i Tivoli Koncertsal.
Camilla Bjørnvad har skabt en fin scenografi holdt i syrenfarvet. Den fylder hele scenens bagvæg og indeholder en mængde skuffer, låger og døre, som selvfølgelig i mistænkelig grad ligner køkkenlåger. Det er godt fundet på, og det fungerer godt, når de medvirkende stikker hovedet ud af diverse låger, eller når den oplyses bagfra. Samtidig er der indkig til Mgalas børneværelse. Trappen op til dette består af en masse skuffer.
Bjørnvads kostumer er fine langt hen ad vejen. Stella har en lyserød kjole med strudsefjer og slidser på. Den er herlig og understreger figurens let astrale tilgang til livet. Det samme gælder den røde kjole, Sus har på i mange scener. Til gengæld er ensemblets damer i mange scener iført lyslilla parykker, der bringer tankerne tilbage til 1950-ernes ungdomsliv. Dem kunne man godt have undværet.
Ensemblet består af ni dansere, hvoraf flere af dem også synger. De er habile, og Tone Reumerts koreografi er ferm og sine steder sjov – blandt andet når herrerne giver den som rå håndværkere, når de danser med deres sækkevogne over hovedet.
Merete Mærkedahl og Magnus Haugaard spiller hovedrollerne som Sus og Niller, og de redder hele foretagendet. Merete Mærkedahl har et nærvær som Sus og kan være kikset, sød og tjekket i en god sammenblanding. Man forstår, at hun bliver forelsket i Niller, når Niller er Magnus Haugaard, for han er indbegrebet af nuttethed i sine overalls og ternede skjorte. Der er en fantastisk kemi mellem dem, og man holder vejret ude på rækkerne, indtil det romantiske puslespil går op. Sofie Jo Kaufmanas er herlig som Stella, og hun får afleveret ”Bare Ærgerligt, Sonnyboy” forrygende. Ulla Vejby er den seksuelt hungrende Mulle, der nærmest ikke kan være i sin egen krop for forelskelse i svogeren. Vejby har fin humor til at være iført en oversize cardigan og en gigantisk og uklædelig hængebarm. Hendes præstation er imponerende, især da hun tumler ned ad trappen fra Mgalas værelse. Det må hun have øvet seriøst mange gange.
Lise Lauenblad er den selvretfærdige og frustrerede Lizzie. Hun er sjov, men er instrueret alt for karikeret. Inde under det hele er hun faktisk et menneske, og det kommer ikke frem.
Niclas Vessel Kølpin er Nillers lidt lurvede ven og kollega Knud, og også han får leveret en af stjernereplikkerne, når han kommer med kongesætningen: ”Hvis I var to ludo brikker, ville I så være slået hjem nu?”. Han udstråler charme, og på trods af at hans figur ikke er helt fin i kanten, fornemmer man den underliggende sympati, han har for sin ven. Han kan på sin helt egen måde stå med hænderne i lommen som en ærketypisk doven håndværker.
Stanley Bakar er tilpas lapset i gult jakkesæt og med italiensk accent.
Og så er der naturligvis alle sangene, hvor ´I close my eyes and think of You´, ´You are the Only´ og ´Den eneste ene´ står ud.
Selv om både danse og sange eksekveres professionelt, forekommer ensemblenumrene påklistrede og især i første afdeling af forestillingen lidt ligegyldige, og man fristes til at spørge, hvorfor historien ikke bare kan stå ren uden for meget fyld. Den er det vigtige, og den får skuespillerne ud over rampen.
I anden halvdel kommer forestillingen dog mere op og flyve, indtil den kulminerer i en festlig bryllupsfest.
Alle ikoniske replikker fra filmen er med, og dem sidder man og venter på som del af publikum. Det er både en fordel og det modsatte at kende dem alle. Det er en fordel, fordi man oplever genkendelsens glæde, men på den anden side er det svært ikke at længes tilbage til filmen.
,
Deneneste Ene – The Musical i Tivolis Koncertsal
Medvirkende: Merete Mærkedahl, Magnus Haugaard, Sofie Jo Kaufmanas, Niclad Vessel Kølpin, Ulla Vejby, Lise Lauenblad, Stanley Bakar, Malou Takibo, Ssanyu Lukenge Khorsan-Jamal
Ensemble: Linea Høeg Olsen, Tone Reumert, Christopher Schøllhammer Rørmos, Eugen Miu, Rosa Gehl, Rasmus Grandt, Nicklad Troensegaard, Bolette Overgård, Oscar Stahlfest
Manuskript: Susanne Bier og Kim Fupz Aakeson
Musik: Jesper Winge Leisner og Thomas Helmig
Instruktør: Silas Holst
Koreograf. Tone Reumert
Kostumer og scenografi: Camilla Bjørnvad
Varighed: 2 timer og 30 minutter inkl. pause
Spilleperiode: 26. februar til 11. april





