Når Figaros tager klassikere under kærlig behandling, bliver resultatet skørt og absurd. Det gør sig i den grad også gældende for J. L. Heibergs Elverhøj fra 1828. Publikum advares da også indledningsvist om, at Figaros forholder sig usædvanligt frit til det originale manuskript og det med ”respektfuld respektløshed”.
Handlingen er ligesom i originalen henlagt til Tryggevælde, hvor sagnet vil vide, at en gerrig greve har udgivet sin spæde broderdatter for at være Elisabeth Munk. Den bondekone, der købes til at tage den lille Elisabeth i pleje, sætter hende ud til Elverhøj, hvor mor Karen finder hende. Hun opfostrer den lille pige og kalder hende Agnete. I mor Karens hus vokser Agnete op og bliver en smuk jomfru, der møder den ædle ridder Ebbesen ved Elverhøjen. De forelsker sig, men han skal på Kong Christian 4.’s befaling giftes med den falske jomfru Munk.
Da kongen uventet dukker op i Tryggevælde og hører sagnet, der siger, at han ikke tør gå over åen ind i Elverkongens rige, gør han det alligevel med de berømte ord: ”Vel er jeg ikke Cæsar og disse bølger ikke Rubicon, men dog siger jeg: Jacta est alea.” Og så tager optrevlingen af mysteriet om de forbyttede piger fart.
Mænd i dametøj er et kendetegn hos Figaros, og i åbningsscenen er Rasmus Krogsgaard da også en meget stresset mor Karen, for alt skal være parat til det forestående bryllup. Krogsgaard optræder også i dametøj som den falske Elisabeth Munk, der for alt i verden ikke vil giftes med ridder Ebbesen, som også spilles af Rasmus Krogsgaard. Dette volder problemer, når både Elisabeth og Ebbesen skal være på scenen samtidigt, og diskussionen på scenen om løsningen vækker latter blandt publikum. I rollen som Elverking er Krogsgaard tilbage i herretøjet i en Elvis-imitation, der ”ikke efterlader noget sæde tørt”. Revybaggrunden fornægter sig heldigvis ikke.
Den smukke jomfru Agnete med egen Youtubekanal og hashtags til enhver lejlighed spilles af Lisbeth Kjærulff, der ikke mindst imponerer med sin flotte stemme; men hun mestrer også det morsomme, som når hun for eksempel giver den som Fredericia Teaters sexede rengøringsassistent eller som muskuløs elver. Kjærulffs udgave af mor Karen, der sætter sit K3-befængte hus til salg for at rejse til Mallorca, er også særdeles morsom. Mallorca synes i det hele taget at være yndlingsdestinationen i Tryggevælde, hvor flere af karaktererne arbejder målrettet mod at rykke dertil.
Hans Dueholms velpolstrede Christian 4. har problemer med replikkerne og korrigeres af kollegerne til stor morskab for publikum. Dueholm spiller også mor Karen, der ifølge Agnete er gået en vægtklasse op, og sammen med de to andre mor Karen’er fyrer han den af i et gakket musikalsk indslag. Hans Dueholm har en flot stemme, der giver både Christian den 4. og den sladdervorne Bjørn Olufsen karakter. Og så er han en komisk, lettere kluntet elver, når han træder elverdansen sammen med sine to medskuespillere.
De tre bakkes elegant op musikalsk af Allan Dahl Hansen, der også spiller den babyombyttende grev Allansen, som han hedder i Figaros udgave af Elverhøj med slet skjult reference til Hallandsen fra Olsenbandefilmene. En reference, der går igen i de sjove filmklip, der er gennemgående indslag i forestillingen.
Alt i alt er Elverhøj i Figaros udgave et ”must see”, hvis man er til gakkede indfald, komik og musik.
Elverhøj – men tonen er lav turnerer over det meste af landet frem til 3. maj 2020.
Bearbejdelse og instruktion: Lisbeth Kjærulff, Rasmus Krogsgaard og Hans Dueholm
Musikalsk arrangement og ledelse: Allan Dahl Hansen
Film: Rasmus Krogsgaard
Værksted: Claus Madsen og Hans Dueholm
Teknik: Claus Madsen og Adrian Smed
Kostumer: Michael Nøhr og Bodil Buonaventzen
Medvirkende: Lisbeth Kjærulff, Hans Dueholm, Rasmus Krogsgaard og Allan Dahl Hansen
