Disney har barslet med en efterfølger til den første Frost film om Elsa med magiske kræfter og hendes søster.

Hvorfor blev Elsa født med magiske kræfter, så hun kan forvandle alt til is? Spørgsmålet forfølger hende og truer hendes kongerige. Hun tager på en farlig rejse, og tøvende tager hun sin søster Anna, Kristoffer, Olaf og rensdyret Sven med. I ”Frost” frygtede Elsa, at hendes kræfter var for farlige for verden. I Frost 2 trækkes der tråde til de to søstres fortid, og ikke alt er smukt og ideelt hos deres forfædre, men hemmelighederne må opdages, før verdensordenen kan genoprettes mellem Tundrafolket og hjemlandet Arendal.

Der er lidt for enhver smag i denne animerede musicalfilm med masser af gode, nye sange af Kristen Anderson-Lopez og Robert Lopez. Der er hovedhistorien om de to søstre og deres udfordringer inklusive kæresteforviklinger, der er den lille sjove snemand Olaf, som kommenterer begivenhederne, der er det hyggelige og eftertænksomme rensdyr Sven, der hjælper Kristoffer med hans planer om at fri til Anna, der på sin side er lidt flyvsk og ikke opdager sin kærestes intentioner. Man når at blive helt nervøs for, om det aldrig skal lykkes for den stakkels Kristoffer at få budskabet over rampen – men det er et eventyr, så mon ikke det går til sidst?

Det kan næsten ikke blive mere oppe i tiden. Der er girlpower, der er kommentarer til klimakrisen, og så er det meget frit efter H.C. Andersens Snedronningen, der i denne sæson har været genstand for fortolkning med en ballet i Tivoli og en opera med dansk musik af Hans Abrahamsen. I Disneys film er det mere inspiration, for der er ikke tale om at følge handlingen specifikt.

Filmen er storslået og flot, som kun Disney kan præstere det. Der er sten, der bliver levende, have der fryser til is og billeder af smuk natur. Filmen er fundamentalt underholdende, og formentlig kan i hvert fald små piger spejle sig i de to seje og overordentlig smukke søstre. Deres små brødre vil holde af den sjove og meget leddeløse snemand!

Dansk titel: Frost 2

Original titel: Frozen 2

Premieredato: 25. december 2019

Genre: Animation, Adventure, Family, Comedy

Censur: Tilladt for alle, men frarådes for børn under 7 år.

Spilletid: 103 minutter

Instruktør: Jennifer Lee og Chris Buck

Komponister: Kristen Anderson-Lopez og Robert Lopez, og et nummer af Christophe Beck.