´Glade Dage´ af Samuel Beckett anses for et af de bedste teaterstykker i nyere tid. Det er svært at måle, men det er i hvert fald et af de mest mærkelige.
Stykket er på én gang absurd, sjovt og tragisk, og det forventer man af et stykke af Samuel Beckett.
Det kører ikke så godt for Winnie. Hun sidder i en stor bunke sand kun med armene stikkende ud, og hendes mand ligger på en slidt sofa kun iført undertøj. Han vender ryggen til sin hustru, og der kommer ikke mange lyde fra ham. Det er mest grynt, host og indimellem et enkelt ord til svar på Winnies spørgsmål. På trods insisterer Winnie på, at det er en god dag, for han har næsten svaret hende. Hun kan nå sin store håndtaske, der gemmer på mange dejlige ting. Hun har en hårbørste, et spejl, en pistol, et par briller med mere. Winnie har ritualer, der skal udføres hver dag, når en sirene har lydt fra oven. Hver dag skal hun synge, men det skal være på det rigtige tidspunkt. Stykket har ikke nogen egentlig handling – og dog. Der kommer alligevel noget op til overfladen fra Winnies fortid. Der var små mus, der kravlede op ad benene på hende, eller var det mon hendes far, der forgreb sig på hende. Der er gamle bekendte – hr. og fru Shower, der vist bare går forbi, mens hun sidder i sandbunken.
Tingene forbedrer sig ikke, og i stykkets anden halvdel er bunken kravlet så meget op, at kun Winnies hoved stikker op. Her er det svært for hende at bevare optimismen, stemmen bliver mere spinkel, og det er ganske forståeligt. Dog ved hun, at det hele vil blive bedre, hvis manden flytter over på den anden side af jordbunken, så hun kan se ham. Så er man nøjsom. Manden dukker frem bag sofaen – nu iført et elegant hvidt jakkesæt – død må man formode. På trods af alt dette slutter Winnie af med en sang.
Lone Rødbroe spiller gigarollen som Winnie, og man kan kun gætte på, hvor mange ressourcer det kræver bare at huske replikkerne. Hun hjælpes ikke af eventuelt at kunne bevæge sig. Hun har sin mimik og sine ord og så lejlighedsvis en dialog med sin ægtefælle. Hvis det da kan kaldes dialog, for grynt og enstavelsesord er ikke decideret en samtale.
Hun gør det fantastisk godt. Hun får både tragik og komik frem, for heldigvis er stykket spækket med sort humor. Ellers ville det ikke være til at bære. Man kan mærke desperationen i hver en stavelse hun ytrer.
Bo Skødebjerg er fin som ægtemanden Willie, der ikke har brug for meget samvær med sin hustru. Han klarer sig fint med at læse Ekstrabladet og gokke den af til pornobilleder. Hans fysiske fremtoning får nærmest Onslow fra ´Fint skal det være´ til at ligne en velklædt laps. Det er en rolle, der ikke er teksttung, men den kalder på at være villig til at smide forfængeligheden over bord.
Becketts klassiker er fra 1961, og med mere end 60 år på bagen er det spændende, om stykket siger et teaterpublikum i 2026 noget. Det gør det bestemt. Tilværelsens meningsløshed mellem mennesker og i dette tilfælde ægtefæller er evigt relevant. Alle kender sikkert til at det mentale dynd kan hobe sig op, så man er kvælningen nær, og at gemme det faktum bag sarkasme og humor ligeså.
Steffen Aarfings scenografi består ud over mængden af sand af en halvt nedrevet og forfalden bolig – god til at understøtte trøstesløsheden for Winnie, Willie og alle os andre i en verden, der ikke er til at begribe.
,
Glade Dage på Folketeatret
Medvirkende: Lone Rødbroe, Bo Skødebjerg
Dramatiker: Samuel Beckett
Oversættelse: Klaus Rifbjerg
Iscenesættelse: Lene Skytt
Scenografi: Steffen Aarfing
Lysdesign: Sonja Lea
Lyddesign: Rasmus O. Bunton
Teaterforlag: Nordiska ApS
Varighed: 1 time og 40 minutter inkl. pause
Spilleperiode: 17. januar til 21. februar 2026
