Bertolucci ville have mere end karakteren. Han ville ydmyge mig fortalte Maria Schneider efter premieren på ´Sidste Tango i Paris´ i 1972. Den purunge Maria Schneider spillede overfor den meget ældre Marlon Brando. I filmen har de et voldsomt seksuelt forhold. I en af scenerne skal Marlon Brando tage Schneider bagfra, og for at lette vejen tager han en klat smør. Det er en regulær voldtægtsscene, og Maria Schneider var ikke på forhånd informeret om den lille finte med smørret.

Filmen ´Historien om Maria´ beskriver de indvirkninger, den scene havde på Maria Schneider.

Her kommer det evige omkvæd: Tiden var en anden, for man må bestemt håbe, at en sådan mishandling ikke ville kunne finde sted i dag – ikke overfor nogen, men værre bliver det alligevel, når det går ud over en purung pige. Og det har ret sikkert heller ikke været i orden i 1972, men det er svært at sige fra overfor ubehageligheder, hvis man ikke bliver informeret om dem.

Scenen blev skæbnesvanger for Maria Schneider, for ifølge filmen blev hun aldrig sig selv igen. Derudover manglede hun mental ballast fra sin opvækst. Hun var barn af den franske skuespiller Daniel Gélin og den tyske model Marie Christine Schneider. Hun voksede op med sin mor, der dog smed hende ud, da Maria som ung pige opsøgte sin far, som hun (som filmen antyder), ikke havde set meget til i barndommen. Ingen af forældrene har formentlig scoret højt på kompetencer inden for forældreskab.

Dette sammenholdt med en grænseoverskridende oplevelse som ganske ung skuespiller fik hende i årene efter premieren på ´Sidste Tango i Paris´ ud i et misbrug af blandt andet heroin.

Tårerne var ægte, siger hun efter optagelsen af scenen. Ægte virker Anamaria Vartolomeis tårer også i ´Historien om Maria´. Hun er perfekt som Maria Schneider. Hun har mange strenge at spille på, og der er brug for et helt klaviatur. Hun går fra at være forholdsmæssig almindelig skolepige, til filmstjerne, junkie på heroin og til at være seksuelt intim med den unge kvinde Noor. Man får indtrykket af en både stærk, men især sårbar kvinde, der ikke fik støtte fra sine nærmeste.

Matt Dillon personificerer Marlon Brando forbilledligt. Han ligner ham, og han spiller ham med brutalitet og i visse scener med ømhed. Som når han og Maria Schneider skal lave en erotisk scene, hvor hun skal agere kat og han hvad der ligner en bjørn. Det er en af filmens scener, hvor en anelse humor sniger sig ind. Det er der dog, (helt forståeligt) for Maria Schneiders skæbnefortælling kalder ikke på store smil og latter.

Historien er vigtig og giver forhåbentlig Maria Schneider oprejsning posthumt, for hvor hun endte i alvorligt misbrug, fik både Bertolucci og Marlon Brando en Oscar for filmen, og ingen af de to sagde undskyld til deres unge kollega. Det kan filmen ikke lave om på, men den kan sætte fokus på, at alle skal passe på hinanden i filmverdenen fremover.

Historien om Maria

Medvirkende: Anamaria Vartolomer, Matt Dillon, Giuseppe Maggio, Céleste Brunnquell, Yvan Attal, Maria Gillain

Instruktør: Jessica Palud

Manuskript: Laurette Polmanss og Jessica Palud

Varighed: 100 minutter

Premiere: 4. september 2025