Det er et svært kunststykke at lave (endnu) en film om midtvejskriser. Hverdagens grå trummerum, middelmådigheden, livet, der smuldrer ensformigt og sikkert mellem fingrene. Film og serier er produceret i hobetal. Om temaer, de fleste, der er kommet nogenlunde helskindet gennem de etablerende og opslidende 30’ere, sandsynligvis har flirtet med. Hvis ikke de, som filmens hovedperson Alex Novak (Will Arnett), har båret følelsen på skuldrene som et tonstungt betondæk.
Tilskueren lander direkte i Novaks dødstomme blik, mens han fraværende stirrer på (endnu) et åndssvagt skolearrangement, der hyldes af begejstrede forældre hele rækken rundt. Bortset fra Novak. He has left the building. Også i sit eget liv.
Næste klip er det hustruen Tess’ (Laura Dern) søgende blik, vi fanger i spejlbilledet, og som, efter hun spytter tandpastaen ud, spørgende konstaterer: »Vi er vel nødt til at stoppe det her?«
»Det er vi vel«, lyder svaret.
Ikke det store drama. Ingen råbende skænderier. Ikke noget med at vække børnene eller flytte på hotel. En halvtom afslutning på, hvad der ligner et heltomt ægteskab.
Og når banaliteterne ikke får lov til at vælte ind over hinanden, skyldes det Bradley Coopers eminente evne som instruktør til at etablere stemninger hurtigt og effektivt.
For filmen skal igennem præcis det samme som alle andre film af den karakter: Hvordan holder vi børnefødselsdage? Hvordan håndterer vi fælles venner, vi har kendt i en evighed? Hvordan tackler vi den grænseløse farmor med et sygt upassende forhold til sin svigerdatter – særligt i en skilsmissesituation?
Ligesom Cooper varierede tempo og intensitet i A Star Is Born, lykkes det ham også her med små scener uden ord. Så korte, at de ikke kammer over i sentimentalitet, men hvor stilheden og close-ups alligevel fortæller os præcist og helt ind i hjertet, hvordan det er at være nyligt og helt udramatisk skilt.
Der er godt flow i filmen, og Alex finder hurtigt sin midtvejskrise-redning, da han tilfældigt lander på scenen. Finansmanden har simpelthen gemt en standupper i maven. Og her bliver det måske en anelse stereotypt. Tror da fanden, at du ikke lever, hvis du i virkeligheden er performer, men på en eller anden måde – sikkert noget med at blive voksen og skulle tjene penge – er gået straight to corporate.
Selv om filmen flyder godt, har to stærke karakterer til at bære fortællingen og er spækket med biroller, der både er sjove, kloge, dybt irriterende og udfylder deres funktion til fulde ved at drive hovedpersonerne frem mod deres erkendelser, når den aldrig helt ud over midtvejskrisens gængse hovedtema: Hvem forlod hvem først? Og blev vi i virkeligheden alene i vores ægteskab, fordi vi forlod os selv?
Men det gør absolut ikke noget. For budskabet kan vi ikke høre nok, os der er godt oppe i 40’erne eller måske 50’erne. Du er din egen lykkes smed. Det er hverken din kone, mand eller dine børn, der har ansvaret for det.
Og med så kækt et manuskript og så finurligt udvalgte karakterer, helt ned i de mindste biroller, er filmen underholdende hele vejen igennem. Den formår endda – banaliteter til trods – at prikke lidt til tilskuerens eget liv. Hvis man vel at mærke tilhører målgruppen, der kan sidde lidt fast i hverdagens triste suppedas af og til.
Men det gør du selvfølgelig ikke. Og så kan du roligt læne dig tilbage og nyde filmen.
‘Is this thing on?’ har premiere torsdag den 19. februar 2026.
Instruktion: Bradley Cooper
Medvirkende: Will Arnett, Laura Dern, Andra Day, Ciarán Hinds, Christine Ebersole, Bradley Cooper.
Manuskript: Bradley Cooper, Will Arnett og Mark Chappell, baseret på en historie af Will Arnett, Mark Chappell og John Bishop.
