‘Jeg tror jeg elsker dig’ er rå, ubarmhjertig og hjerteskærende. Filmen følger Silas Holsts egen opvækst med vold i familien – ikke som en opdigtet fortælling, men som hans virkelige oplevelse. Scenerne er så intense, at man næsten instinktivt vender blikket væk, men vi skal netop ikke kigge væk, det er præcis det Silas vil med den her film, at aftabuisere emnet. Det er Silas liv, han var der selv. Hans historie fortælles med en ærlighed, der gør alt, hvad der sker, endnu mere skræmmende og vedkommende.
Man mærker, hvordan volden ikke kun var fysiske slag, men en konstant uro, der hang over hjemmet. Hver lyd, hver dør, der smækker, hver hvisken eller tavshed rummer frygt og usikkerhed – øjeblikke, som et barn ikke kan slippe, selv når de forekommer små eller trivielle. Den psykiske vægt, presset på skuldrene, og det konstante forsøg på at navigere mellem kærlighed og frygt gennemsyrer filmen. Man får næsten indtryk af, at man selv går rundt i Silas’ hjem, mærker hans angst og håb side om side.
Selv de små scener, hvor der ikke sker noget dramatisk, er ladet med betydning. Et blik, der flakker, en hånd, der ryster, et barn, der forsøger at forstå voksenverdenens uforudsigelighed – alt bidrager til følelsen af at træde ind i hans virkelighed. Det gør oplevelsen både ubehagelig og umådelig rørende.
Johannes Nymark er iskold som faren, og man mærker den truende spænding i hver bevægelse og blik. Laura Drasbæk brænder igennem som moren – smerten, frygten og den konstante kamp for at holde familien samlet bliver næsten fysisk. Lise Baastrup som veninde er skarp og gennemskuende, Lisbet Dahl et scoop som mormoren, og Vicki Berlin giver først smil på læben som parterapeuten, men ændrer senere fuldstændig vores blik på situationen.
Moren bliver tæsket og banket til det yderste, men kort tid efter har hun kun to små ar i ansigtet – et lille brud på troværdigheden, men samtidig et greb, der understreger filmens balance mellem virkelighed og filmiske virkemidler.
Dansen i filmen fungerer som et fysisk sprog for Silas’ indre liv, det, der ikke kan siges med ord. Den sidder i kroppen og river i følelserne. Musik og lyd understøtter uden at manipulere, og hver replik, hvert blik og hver bevægelse føles ægte.
Mod slutningen træder Silas selv frem som sig selv på lærredet. Det giver historien et ekstra personligt præg, men bryder samtidig lidt det intense nærvær, vi ellers har oplevet gennem filmen. Man bliver mindet om, at man ser en fortælling konstrueret til lærredet, og man kan ikke lade være med at tænke, at filmen måske havde stået endnu stærkere, hvis man havde holdt fast i Albert Harson, som spiller ham som voksen. Filmen er optaget med utrolig mange nærbilleder, som også er med til, at filmen virker helt 3D-agtig, vi føler, at vi er med inde i familiens stue.
‘Jeg tror jeg elsker dig’ er ikke en film, man hurtigt glemmer. Den er ubehagelig, intens og rørende – en personlig fortælling om en barndom præget af vold og kærlighed, der kræver sit publikum, men som giver en oplevelse, man bærer med sig længe.
Instruktør Silas Holst og Brian Sean Tange
Medvirkende: Laura Drasbæk, Johannes Nymark, Albert Harson, Lise Baastrup, Afshin Firouzi, Vicki berlin, Julie Zangenberg, Mathilde Norholt, Joakim Tranberg, Lisbeth Dahl, Ole Boisen, Kasper Juul, Carl Løber, Bob Nymark Holst og Silas Holst.
