
Alle sejl var sat til ved premieren på Holbergs gamle klassiker ´Jeppe på Bjerget´ fra 1722, der på ny gik over den gamle scene på Kongens Nytorv. Teatret har hyret Frederik Cilius til at spille den store titel- og hovedrolle som Jeppe. Mon ikke det har skubbet en del til, at billetterne til alle forestillinger allerede inden premieren var udsolgt. Frederik Cilius har en kendisfaktor, der overgår de fleste danskeres. Man kender ham fra Den Klassiske Musikquiz, Operarejsen, diverse satireshows og DRs serie ´Orkestret´. Han favner bredt. End ydermere var premieren krydret med forud anmeldt royalt besøg, så Kong Frederik og Dronning Mary var på plads og i orden i deres loge.
Frederik Cilius blev i indledningssekvensen – den såkaldte fortæppeprolog – kørt ind på en kolos af en piedestal meget lig den Holberg himself sidder på foran Det Kongelige Teater. Han var iført paryk og en imposant jakke, som var han selveste forfatteren til komedien. Her var Cilius i sit es, og med både humor og timing satte han gang i løjerne. Cilius fik set tilbage i teaterhistorien og fik derudover hudflettet nulevende fremstående politikere og især gjort grin med den nye art socialdemokrat, der både er kongetro og klar til at modtage ordner. Han adresserede Kong Frederik og mindede ham om, at han havde plads til en orden på en af sine andre jakker. Heldigvis har Kong Frederik humor, og han var fuldstændig med på spøgen.
`Jeppe på Bjerget´ har ikke været opført på Det Kongelige Teaters gamle scene siden 1954, hvor Osvald Helmuth lå i Baronens seng som Jeppe. Ole Ernst var Jeppe i en opførelse på Det Kongelige Teaters nye scene i 1984 og endelig spillede Henning Jensen rollen i Skuespilhuset i 2010. Så det er ikke lige for nylig, et af Danmarks kendteste skuespil har været at finde på Kongens Nytorv eller i Det Kongelige Teaters regi i det hele taget.
Heinrich Christensen har i sin iscenesættelse foretaget nogle greb, så historien sine steder peger ind i nutiden og ikke kun befinder sig i 1700-tallet.
Historien centrerer sig dog stadig om den fattige og fordrukne fæstebonde og tidligere soldat. Hans skrappe kone Nille slår ham med krabasken og i tilgift ligger hun i med degnen. Efter en druktur med masser af brændevin (købt for penge, han skulle have købt sæbe for) klæder baronen og folkene omkring ham Jeppe i smukke klæder og lægger ham i baronens seng, hvor Jeppe til sin store forundring vågner op. Videre udsættes han for en retssag, hvor han dømmes til døden, men også dette er en spøg – ganske ondsindet. Til sidst ender Jeppe igen på møddingen.
Hos Heinrich Christensen er Jeppes tidligere soldatertid central, og det er let at forstå, at et skrøbeligt væsen som ham kan ty til brændevinen. I 2025 ville PTSD hos tidligere soldater blive fremhævet. Det er formentlig et tidløst problem, at den enkelte ikke kan tåle at være i krig.
Hos baronen udspiller sig et pastelfarvet mareridt af hofpersoner i depraverede rokokokostumer. De opfører sig umodent, arrogant og ondskabsfuldt overfor Jeppe, der dog giver godt igen fra sengen med højrødt silkesengetøj. Han bliver hurtigt vænnet til at give ordrer til sine omgivelser, mens han stopper sig med kage. Det er et gennemført, glimtende, men overdrevet set up.
En af forestillingens stærkeste scener er retssagen mod Jeppe, der anklages for at have sneget sig ind hos Baronen. Der er en forsvarer, en anklager og en dommer, der fremstår næsten som Messias. De taler alle latin – en kærlig hilsen tilbage i tid med Holbergs kendskab til jura – (bare en af de universitetsgrader han havde).
Patricia Schumann er den højtråbende og hårdtslående Nille, der nok har grund til at være arrig på sin ægtefælle, men ikke forsøger sig med empati eller forståelse. I det hele taget er ingen af personerne sympatiske, og det gælder uanset om de kommer fra den sociale bund eller ditto top. Jeppes tidligere soldaterkammerat Jacob Skomager (Zako Nobel) er kold overfor at hive penge ud af Jeppe på sit værtshus med det symbolske navn EXIT.
Som pause- og baggrundsindslag synger Morten Grove Frandsen, og Ramez Mhaanna har komponeret musik til forestillingen, som han spiller på cembalo. Det er nok en af de skønneste klange, der kommer ud af det instrument. Det fungerer virkelig godt.
Frederik Cilius er overbevisende i den store og svære rolle som Jeppe, som i hans personifikation taler sønderjysk. Hans diktion er tydelig, om end man lige skal vænne sig til dialekten. Det er oplagt, at Cilius har arbejdet meget og hårdt med sin rolle. Til tider kan man mærke, at han er presset – måske fordi han er uden for sin komfortzone – komikken og satiren. Herligt er det dog, at der i teksten er indlagt intertekstualitet til Kirsten Birgit. Cilius er grundsjov og kan komme igennem med at synge udsnit af ´Gem et lille smil, til det bliver gråvejr´. Det kunne alle ikke have gjort. Små hip afleverer han også, når han forsvarer sig (eller Jeppe) med, at ”det er en anden tid”, eller når der langes ud efter selveste den nationale scene, når han siger, at ”det kan godt være godt, selv om det er kedeligt. Det er jo Det Kongelige Teater”. Lidt sjovt med selvironi fra teatrets egen side.
Der er meget, der lykkes, men til tider overdrives plathederne. Måske har man for ihærdigt prøvet at tækkes et moderne publikum.
,
Jeppe på Bjerget på Det Kongelige Teaters gamle scene
Dramatiker: LudvigHolberg
Medvirkende: Frederik Cilius, Patricia Schumann, Simon Mathew, Youssef Wayne Hvidtfeldt, Zaki Nobel, Stephanie Nguyen, Casper Kjær Jensen, Ursula Esmeralda Brage
Sanger: Morten Grove Frandsen
Musiker: Ramez Mhaanna
Iscenesættelse: Heinrich Christensen
Scenografi og kostumedesign: Christian Albrechtsen
Lysdesign: Balder Nørskov
Lyddesign: JanusJensen
Komposition: Ramez Mhaanna
Instruktør- og scenografassistent: MandaJønsson
Varighed: 2 timer og 10 minutter inkl. pause
Spilleperiode: 22.1. til 23.2.2025