Man kender først folk, når man skal arve med dem, siger man.
Sådan er det hos Shakespeare i hans tragedie ´Kong Lear´. Den gamle konge har indset, at han er for svækket til at regere sit land. Han har tre døtre, som han beslutter, skal have hver deres del af riget med det samme. Den, der elsker ham mest, skal have den største og bedste del, den der elsker ham næstmest, skal have tilsvarende lidt mindre stykke af riget og så fremdeles. De to ældste døtre Goneril og Regan overøser deres far med forvisninger om, hvor meget de elsker ham. Det er slesk tale, så det basker. Den yngste datter Cordelia kan ikke få sig selv til disse overdrivelser, hvilket gør hendes far så rasende, at han slår hånden af hende og landsforviser hende og deler hendes del af riget mellem Goneril og Regan. Ikke overraskende viser det sig at være et fejltrin, for det ville have været klogt at belønne Cordelias ærlighed. De to ældste søstre derimod viser sig at være ganske modbydelige, så snart de har fået magten. Ikke alene er de fæle overfor deres far, men hinanden behandler de også ekstremt dårligt. De er liderlige både efter at sidde på flæsket og efter den samme mand, og de skyr ingen midler. (Det er jo Shakespeare). En sidehistorie er, at en nær ven af kongen, Jarlen af Gloucesters to sønner har en væsentlig rolle i tragedien. Den ene er ganske lovformelig, mens den anden er et uægte barn. Sidstnævnte vil til fadet og intrigerer for at sende sin bror ud på et sidespor, så han selv kan komme tæt på magten og vinde én eller måske begge kongedøtre.
Alle disse intriger sender kongen ud i galskab og druk, da han erfarer, at hverken Goneril eller Regan har tænkt sig at passe på ham efter de har raget riget til sig.
I Vibeke Wredes bearbejdelse og instruktion er der skåret ind til benet, så Cordelia efter hun er sendt bort af sin far, forklæder sig som nar. – og at narren ikke som hos Shakespeare er en selvstændig person. Cordelia er i ledtog med faderens rådgiver, der også er forstødt af kongen for at have sagt sin mening lidt for tydeligt. De to dukker op igen og møder både kongen og de to søstre.
Peter de Neergaards scenografi består af nogle ”stenbuer”, som skuespillerne træder ind og ud af. De fremstår lidt gammeldags, hvilket også gælder Lauréline de Neergaards kostumer. Det er lidt et mix at iklæde kvinderne gammeldags kjoler samtidig med, at de senere bliver udstyret med nogle iøjnefaldende pletter i ansigtet. Hvad der er meningen med dem, er uklart.
Waage Sandø bar forestillingen med sin fremstilling af den rablende konge. Han er på én gang skrøbelig og vanvittig samtidig med, at han udviser en naiv tro på, at hans to ældste døtre vil ham det bedste. De to fremstilles vittigt af Sidsel Siem Koch og Sara Hjort Ditlevsen. De er nogle beske blommer, som skulle skamme sig. Lillesøster Cordelia spilles af Marie Boda, der som en handlekraftig Askepot forsøger at rage kastanjerne ud af ilden. Hun har en kær udstråling både når hun agerer som sig selv og når hun er klædt ud som narren. Her er der så også noget, der halter i opsætningen. For en ting er, at hendes far, der er halvgal og formentlig dement ikke genkender hende. Men at søstrene, der er ved deres fulde fem ikke gør, giver ingen mening.
Brian Hjulmann er sjov som den uægte søn af Jarlen af Gloucester, selv om historien for så vidt er en tragedie. Komikken kigger dog frem gennem sprækkerne.
Forestillingen fremstår lidt ujævn, og pudsigt er det, at tragedien mange steder mere minder om en komedie.
Forestillingen markerer Waage Sandøs 60 års jubilæum!! som skuespiller, og premiereaftenen bød på både taler og champagne, og her antydede ingen, at jubilaren skulle give sit kongerige fra sig. Tværtimod ville alle gerne have ham til at blive på pinden.
Det er godt nok heller ikke ofte at kunne fejre så mange år indenfor samme branche. Der skal lyde et rungende tillykke herfra. Den fjerde stjerne går ubeskåret til jubilaren.
,
Forfatter: William ShakespeareOversættelse: Niels Brunse
Tekstbearbejdelse: Waage Sandø
Bearbejdelse og instruktion: Vibeke Wrede
Manuskriptdramaturgi: Ninette Mulvad
Scenografi: Peter de Neergaard
Kostumedesign: Lauréline Démonet
Komponist: Alexander Wrede Elung-Jensen
Lysdesign: Malthe Haugaard
Stagefight: Adam Brix
Medvirkende: Waage Sandø, Marie Boda, Martin Elung-Jensen,Brian Hjulmann, Sidsel Siem Koch, Sara Hjort Ditlevsen, Mathias Flint
Varighed: 2 timer og 20 min. inkl. pause
Spilleperiode: 25 marts til 6. april 2025
