En danseforestilling med en tivoli-gyngehest med møntindkast, en død mus og en Lolita-dukke lyder uimodsagt underligt. Det er det bestemt også, men det er også ikonisk at møde Tanztheater Wuppertal Pina Bausch. Det er lykkedes for initiativtagerne Ulrik Birkkjær og Thomas Mieth med ´København Danser´ at få kompagniet til både Århus og København. Kompagniet var her i 1996 under Kulturby 96, hvilket er hele 29 år siden! Så det var ganske tiltrængt at gense det i København – (og ikke et ord om, at det ikke er lykkedes for Det Kongelige Teater at indbyde hende og dem i mellemtiden). At publikum havde længtes efter at møde kompagniet var oplagt, for Det Kongelige Teaters gamle scene var totalt udsolgt.
Pina Bausch´s værk ´Kontakthof´ er fra 1978, så det har næsten 50 år på bagen. Scenen er holdt i gråt med et stort støvet vindue i scenens kongeside, stole opstillede langs kanten af scenen og endelig et opretstående klaver. Er det mon en danseskole eller et sted, hvor relationer dannes på en mere lurvet måde?
På bagscenen er et forhæng, der under forestillingen på et tidspunkt afslører et filmlærred.
Værket har ingen egentlig handling. Det beskriver nærmere stemningen mellem mennesker og især mellem kønnene. Kærligheden er svær, hvis ikke umulig. Det er deprimerende, brutalt og grotesk, men det er også lidt sjovt. Hvis de umulige relationer gentages i en uendelighed, bliver det til komik. Det er sådan, ´Kontakthof´ fremstår. Man bliver nødt til at grine, når det bliver allermest trist og de seksuelle overgreb for mange.
Castet er delt op i halvt kvinder, halvt mænd. Kvinderne er iklædt tætsiddende og farverige selskabskjoler af fed silke, og naturligvis har deres sko høje hæle. Effekten af hælene ses tydeligt. De viser kvindeligheden som elegant, men skrøbelig, når foden knækker i koreografien. Herrerne har sorte og grå jakkesæt og hvide skjorter. De er på spring for at indfange kvinderne. Interaktionen mellem mænd og kvinder er flere gange næsten voldelig og i hvert fald krænkende, men alle finder sig ret åbenlyst i det.
Pina Bausch´s dansere bevæger sig ikke kun. De skriger, griner, synger og taler også. Man kunne forledes til at tro, at fordi der ikke er så meget dans som sådan, kan de medvirkende ikke danse. Intet kunne være mere forkert. Alle dansere har deres baggrund og dansemæssige fundament i orden. I koreografien er der mange klassiske elementer, som når danserne bevæger sig i diagonal over scenen gentagne gange. Tanken kommer straks på Harald Landers ´Etudes´.
Foretagendet er depraveret, grotesk deprimerende, men også med adskillige komiske elementer. Det er sjovt, når kvinden tigger om penge fra en dame på forreste række for at der kan komme penge i legetøjshesten. Så vil alle kvinderne på hesten, for det er rart for underlivet. Den utilslørede liderlighed er skæg at være vidne til. Ligeledes er det sjovt, når en kvinde jagtes af en mand, der vifter en død mus foran hende – dette på trods af, hvor grænseoverskridende en sådan opførsel fra en granvoksen mand er.
Sjovt er det også, når alle dansere placeres med ryggen til publikum, så de kan se filmen om anden med de hvide øjne. At høre deres suk, når den er færdig, er fantastisk komik.
Stilen er helt unik for Pina Bausch. Mange efterligner hende, men hun efterligner ingen. Hun brugte sin dansemæssige erfaring og uddannelse hos blandt andet og overvejende tyske Kurt Joos, men inspiration kom også igennem studier hos José Limon, Martha Graham og Paul Taylor blandt mange andre.
Hendes værker og virkemidler er specielle, og man kan undre sig over, at udtrætning af publikum (Forestillingen varer næsten 3 timer), gentagelser og kantede bevægelser kan røre en så intenst. Hun formår at skabe sin helt egen vemodige stemning, til hvilket formål musikken, der blandt andet var temaet fra ´Den tredje Mand´, stumfilms og cirkusmusik spiller en stor rolle. Den knitrende lyd af en brugt 78-plade fremstår autentisk.
Ingen går uberørt ud efter en forestilling af Pina Bausch, så der skal lyde en stor tak til Ulrik Birkkjær og Thomas Mieth for at organisere besøget.
,
Kontakthof på Det Kongelige Teaters Gamle Scene
Koreografi: Pina Bausch
Musik: Bertal-Maubon-Daniderff, Jimmy Dorsey, Anton Karas, Juan Llossas, Jean Sibelius, Jack Stapp
Harry Stone
Scenografi og kostumer: Rolf Borzik
Bearbejdet af: Rolf Borzik, Marion Cito, Hans Pop
Medvirkende: Edd Arnold, Emma Barrowman, Andrey Berezin, Dean Biosca, Naomi Brito, Emily Castelli, Lucieny Kaabral, Nayoung Kim, Nicolas Losada, Blanca Noguerol Ramirez, Claudia Ortiz Arriaza, Sara Valenti, Maria Giovanna Delle Donne, Taylor Drury, Çağdaş Ermis, Reginald Lefebvre, Alexander López Guerra, Milan Nowoitnick Kampfer, Ekaterina Shushakova, Oleg Stepanov, Julian Stierle, Michael Strecker, Frank Willens, Christopher Tandy, Tsai-Wei Tien, Tsai-Chin Yu
Varighed: 2 timer og 50 minutter inkl. pause
Spilleperiode: 26. til 29.6.2025
