Denne film kunne – bortset fra ny teknologi og markant bedre produktion – lige så godt være lanceret i 90’erne. Filmen stopper med Michael Jackson på Wembley i 1988 og tilfører ikke meget nyt til det, vi allerede vidste i 90’erne og 00’erne.
Musikken er præcis så storslået, som man forventer. Men historiefortællingen er desværre ensporet og unuanceret og kommer aldrig rigtigt i dybden med det liv, den forsøger at skildre. Det trækker markant ned.
Dermed når filmen aldrig i nærheden af for eksempel forgængerne ‘Bohemian Rhapsody’, ‘Back to Black’ eller selv den 33 år gamle ‘Tina – What’s Love Got to Do with It’. Derfor bør elefanten i rummet da også nævnes; filmen er skabt i kølvandet på dokumentaren ‘Leaving Neverland’ og skal tegne det modsatte billede af det påståede monster og i stedet fortælle historien om musiklegenden. Men filmen er mindre en biografi og mere et kontrolleret eftermæle.
Der er kun én skurk i denne film; Joseph Jackson – Far og familietyran. Allerede i filmens anslag, hvor unge Michael længselsfuldt sidder og kigger på almindelige børn, der leger i sneen, møder vi kontrasten til det almindelige arbejderhjem i 1960’erne. Michael bliver resolut revet væk fra sine drømme og sat i system med sine brødre. Da succesen tager form, bliver Jackson Senior aldrig tilfreds. Michael får med bælte, bliver frataget sin nattesøvn og formes under massivt pres. Faderens brutale og til tider psykopatiske adfærd gentages så insisterende, at der ikke levnes plads til meget andet. Hvis vi ikke forstår, hvor ødelæggende det er, bliver det forklaret for os af bipersonerne.
Kontrasten til den uskyldige, godhjertede og barnagtige Michael Jacksons i konstant søgen efter selvstændighed er skarp og ofte for meget. Hans ensomhed udtrykkes igen og igen; hvordan han kun har nære forhold til dyr og voksne – især sin mor – og hvordan, han higer efter at være sin egen person. Det er i sig selv en fin vinkel. At han blev en legende på trods af sin opvækst, virker troværdigt. Men vi bliver stopfodret med det, og det efterlader for lidt plads til det, der burde fylde mest.
Vi får en smule indblik i skabelsen af nogle af de mest ikoniske sange, og her er filmen for alvor god. Men vi får alt for lidt i forhold til, hvordan Michael Jackson kunne trylle med både musik og bevægelse. Forholdet til andre end hans mor, far og bodyguard er næsten ikke-eksisterende, og det er ærgerligt.
Michael Jackson Estate er medproducent, hans nevø spiller hovedrollen, og flere familiemedlemmer har bidraget. Det mærker man. Fortællingen får en tydelig slagside, hvor behovet for at tegne et rent billede overskygger kompleksiteten. Resultatet er et fladt narrativ, kun løftet af det kronologisk bagtæppe af Jacksons største hits. Musik der til enhver tid får følelser, stemninger og endorfiner til at glide rundt i kroppen, mens den har svært ved at sidde stille i stolen. Jaafar Jackson er fantastisk god og har tydeligt gjort sig umage for at spille onklen så troværdigt, at ingen har lyst til at råbe nepotisme. Vokalen er blandet med onklens egne sange, og det er et klogt valg. Dansen og bevægelserne kan man dog ikke tage fra den unge skuespiller. Han er eminent.
Michael Jacksons betydning for musikhistorien er enorm. Han ændrede branchen og åbnede døre for sorte kunstnere på et niveau, der ikke tidligere var muligt. Den historie er også en del af Michael Jacksons eftermæle. Det er bare ikke den, filmen for alvor vælger at fortælle.
Er du fan af Michael Jackson – eller bare af musikken – er filmen værd at se. Også for dem, der tvivler på mandens uskyld, men stadig anerkender musikken. Og netop på grund af musikken bør den ses i biografen.
‘Michael’ har premiere i danske biografer 22. april 2026.
Manuskript: John Logan
Instruktion: Antoine Fuqua
Medvirkende: Jaafar Jackson, Juliano Valdi, Colman Domingo, Nia Long, Larenz Tate, Kendrick Sampson, Jessica Sula, Miles Teller, KeiLyn Durrel Jones, m.fl.
Varighed: 2 timer og 7 minutter
Anbefales for børn på 11 og derover
