Nogle gange har man bare brug for en god tudetur. Og nogle gange har man brug for at blive mindet om, at der er håb. Remarkably Bright Creatures er en film, der giver begge dele. Det er en film om sorg og ensomhed, men også om håb og det mod, det kræver at åbne sig for livet igen.
Sally Field spiller Tova Sullivan, en ældre enke, der arbejder om natten med at gøre rent på et lille akvarium i en lille havneby. Hun har mistet sin mand, men det er en anden og langt ældre sorg, der for alvor har sat sig i hende. Hendes søn forsvandt som ung, og selv mange år senere lever spørgsmålet om, hvad der skete med ham, videre under overfladen.
Tova er ikke et menneske, der gør meget væsen af sin smerte. Hun passer sit arbejde, holder orden og klarer sig selv. Men om natten på akvariet opstår et noget usædvanligt venskab mellem hende og den gigantiske stillehavsblæksprutte Marcellus.
Og ja. En talende blæksprutte kunne meget nemt være blevet enten fjollet eller alt for nuttet. Men det bliver den bare på en eller anden måde ikke. Har du også set dokumentaren My Octopus Teacher fra 2020, der ligeledes ligger på Netflix, er det faktisk ikke svært at købe præmissen om blæksprutten som et intelligent og sansende væsen, der bliver et spejl for os mennesker.
Marcellus, der har Alfred Molinas stemme, er virkelig en af filmens mest charmerende karakterer. Han observerer menneskene omkring sig med en blanding af knastør humor, objektiv observation og en intelligens, som de fleste af dem ville have godt af at låne lidt af. Og mens Tova tror, at det er hende, der passer på Marcellus, begynder det langsomt at stå klart, at omsorgen går begge veje.
Samtidig kommer den yngre Cameron (Lewis Pullman) til byen. Han er rodløs, temmelig fortabt og leder efter svar om sin egen familie. På papiret har Tova og Cameron ikke meget til fælles. I virkeligheden bærer de begge rundt på det samme: en længsel efter at høre til og en fortid med huller, de ikke selv kan udfylde.
Mere skal ikke afsløres her, for en del af fornøjelsen ligger netop i langsomt at se de forskellige historier bevæge sig mod hinanden.
Remarkably Bright Creatures bevæger sig et sted mellem drama, mysterium og feel-good-film. Og filmen ved godt, hvilke knapper den trykker på. Man kan sagtens se nogle af de følelsesmæssige forløsninger komme, længe før karaktererne selv gør det,
og enkelte steder bliver det også lige lovlig pænt og veltilrettelagt.
Men det er svært ikke at elske en film, der har så meget hjerte.
En stor del af æren tilfalder Sally Field. Hun spiller Tova uden store armbevægelser. Sorgen ligger snarere i hendes tilbageholdenhed, i blikket og i den insisteren på at kunne klare alting selv, som langsomt viser sig også at være en måde at holde andre mennesker på afstand. Field gør hende både stærk og skrøbelig på samme tid, og hun er ganske enkelt vidunderlig at være i selskab med.
Lewis Pullman giver Cameron en mere rastløs energi, og mødet mellem de to generationer er så fint og troværdigt. Filmen er stærkest, når den viser, at ensomhed kan se vidt forskellig ud. Man kan være gammel eller ung, omgivet af mennesker eller helt
alene. Man kan have mistet nogen – eller bare aldrig rigtig have fundet sin plads. Og så er der selvfølgelig Marcellus.
Midt i alle menneskenes komplicerede følelser bliver en blæksprutte paradoksalt nok den karakter, der ser klarest. Det kunne have været en underlig gimmick, men ender med at blive filmens hjerte.
Remarkably Bright Creatures er en film om at miste og om at finde. Om hvor svært det kan være at række hånden ud, når man har vænnet sig til at klare sig selv. Se den en dag, hvor du trænger til en god tudetur. Men også en dag, hvor du har brug for
at blive mindet om, at der efter sorgen stadig kan vente både mennesker, håb og nye begyndelser.
Remarkably Bright Creatures
Instruktør: Olivia Newman
Manuskript: Olivia Newman og John Whittington
Baseret på romanen af Shelby Van Pelt
Medvirkende: Sally Field, Lewis Pullman, Joan Chen, Kathy Baker, Beth Grant, Sofia
Black-D’Elia, Colm Meaney og Alfred Molin
