”Selvhenter” er en sjov, tragikomisk ”Feel-Good” familiefilm, der rammer følelserne og ikke mindst smilebåndene. ”Selvhenter” handler om brødrene Emil og Magnus, der rejser til Spanien for at sige det sidste farvel til deres alkoholiserede afdøde far. Bror Magnus tager først og fremmest med for at få fingrene i faderens værdifulde Rolex ur. Magnus, der arbejder som reklamemand kæmper nemlig med en økonomi, der skranter gevaldigt.
 
Men da brødrene ser liget af deres afdøde far, og ikke mindst ved fremvisningen af en regning på ca. 70.000 kr. for at få transporteret faderens lig hjem, kommer Magnus på den kreative idé, at de kan transportere faderens lig hjem i tagboxen på toppen af deres lejebil. Emil som ellers er den meget fornuftige i broderrelationen går med på ideen, og snart er brødrene på vej hjem fra Spanien til Danmark, og det fører til mange pudsige situationer, bl.a. en heftig biljagt fra politiet.

Uden tvivl har ”Selvhenter” været rigtig sjov at indspille, og det skinner igennem på filmen. ”Selvhenter”” er skrevet af brødrene Magnus og Emil Millang, som også spiller brødre i filmen. Magnus har tilmed instrueret filmen. Der hvor ”Selvhenter” er bedst er i bror til bror scenerne, hvor de reflekterer over deres far.

Brødredynamikken er ægte, og det gør ”Selvhenter” til en meget troværdig, autentisk og hyggelig familiefilm. I ”Selvhenter” er der flere sjove scener, men næsten flere rørende scener. Det er ikke en – falden på halen af grin – film, selvom man som publikum trækker på smilebåndet flere gange. Historien er ganske simpel og lidt forudsigelig, og det er ikke første gang, man ser historien om en afdød far der skal transporteres fra et sted til et andet, men ”Selvhenter” viser en masse skønne optagelser fra turen Spanien til Danmark, hvilket er en nydelse at se.

Stor respekt og ros til Magnus Millang og brormand for at kaste sig ud i projekt ”Selvhenter”. De kommer rigtig godt i land, men der er stadig lidt vej endnu, hvis komedien både skal kunne give høje grin og ramme følelserne.

Vi her på Kulturtid.dk giver ”Selvhenter” 3 stjerner.

Medvirkende: Magnus Millang og Emil Millang

Instruktør: Magnus Millang

Manuskript: Magnus Millang og Emil Millang

Producenter: Jonas Allen, Peter Bose og Mikael Olsen

Premiere 7.marts 2019