Der er fart over feltet, højt tempo og imponerende sceneshow i årets udgave af Sønderborg Sommerrevyshow. Men selvom publikum får masser af underholdning, flotte kostumer og stærke musikalske præstationer, efterlader forestillingen også en følelse af, at revyen er gledet lidt i baggrunden til fordel for det mere rendyrkede showformat.

Det er på mange måder en helstøbt og professionel forestilling med dygtige performere hele vejen rundt. Ensemblet arbejder godt sammen, og scenen emmer af overskud. Især når forestillingen tør slippe showets glitter et øjeblik og læne sig ind i den klassiske revytradition, rammer den noget særligt.

Det gør den blandt andet med “Smadresangen” skrevet af Kim Ace med musik af Ole Kibsgaard. Nummeret sætter et markant aftryk på aftenen med både bid, energi og et stærkt musikalsk udtryk. Her mærker man den satire og skarphed, som revyen lever af, og Jeff Schjerlund stråler og rummer et overskud, der når helt op til de bagerste rækker.

En af forestillingens største revyoverraskelser er Johanne Milland, der imponerer med sublim timing, sikker levering og en skøn sans for humor. Hun balancerer elegant mellem det musikalske og det komiske og fremstår som et oplagt navn i fremtidens revylandskab – også er hun enormt elegant og elskelig.

Også Ane Høgsberg viser, hvor godt hun passer ind i genren. Særligt som Dorthe fra Kommunen, der efterhånden er godt træt af prepping-bølgen, finder hun den helt rigtige blanding af underspillet irritation og skæv satire. Det er lokalt, genkendeligt og virkelig morsomt.

Rikke Buch Bendtsen leverer som altid vokalt i særklasse og tilfører forestillingen elegance og varme, mens Jesper Lundgaard nærmest personificerer den klassiske revyånd. Hans nye version af den efterhånden velkendte figur i “Radio Dagmar” – nu med kæreste – skrevet af Leif Maibom, er både hyggelig, velspillet og præcis i sin humor.

Thomas Eje er skøn som Trump i sit eget nummer, hvor han med vanlig skæv energi forsøger at gøre sig klog på alt fra SuperBrugsen til Grønland, Danfoss og Linak. Det er absurd, fjollet og ganske underholdende – præcis som man håber på fra Eje.

Visuelt er Sønderborg Sommerrevyshow 2026 et flot og velproduceret show med stærke performere og høj kvalitet i de musikalske indslag blandt andet på grund af Ole Kibsgaards yderst velspillende revyorkester. Men når tæppet går ned, savner man alligevel mere lokal forankring, mere kant og mere egentlig revy. Der bliver underholdt flot og professionelt, men revyen selv kunne godt have fået lov til at fylde mere.

‘Sønderborg Sommerrevyshow’ spiller fra 22. maj 2026 på Hotel Sønderborg Strand.

Iscenesættelse: Kim Ace

Kapelmester Ole Kibsgaard

Scenografi: Lasse Storm, Kim Ace, Jeff Schjerlund

Medvirkende: Jeff Schjerlund, Ane Høgsberg, Johanne Milland, Jesper Lundgaard, Thomas Eje og Rikke Buch Bendtsen