KT-stjerner-5
En utrolig helstøbt actionfilm. Tempoet er hele vejen forrygende højt, og de mange actionscener er virkelig flot lavet. En lovende start på en meget ventet trilogi.
Terminator er tilbage med en femmer, og ‘Terminator Genisys’ er et forsøg på at reboote serien efter Terminator Salvation fra 2009, som hverken fans eller kritikere tog særlig godt imod.

 

Historien tager sin begyndelse i det postapokalytiske 2029, hvor mennesker og robotter kæmper mod hinanden. Et afgørende angreb på Skynet ser ud til at have gjort en ende på krigen, men robotterne har taget deres nødplan i brug. En Terminator er blevet sendt tilbage i tiden til 1984 for at slå Sarah Connor (Emilia Clarke) ihjel, så modstandsgruppens leder John Connor (Jai Courtney) aldrig bliver født.

Hvis det lyder som noget, du har set før, så er det fordi, at det har du. ‘Terminator Genisys’ begynder nærmest præcis som Terminator fra 1984 gjorde. Faktisk er flere scener fra starten af etteren klippet ind i starten på ‘Genisys’ – og det fungerer faktisk overraskende godt. Filmens præmis er dog mindre velfungerende, for det bliver lidt for rodet, når der skal holdes styr på de mange tidsejser frem og tilbage, og hvilken tidslinje som rent faktisk blev til noget.
I Terminator filmene har det dog aldrig været hverken baggrundshistorien eller dialogerne, der har båret filmen, men til gengæld de hårdtpumpede actionscener, og dem har ‘Terminator Genisys’ til overflod. De mange sekvenser hvor T-800 Terminatoren slås mod T-1000 (Lee Byung-hun) og T-3000 (Jason Clarke) er ganske enkelt imponerende, og man sidder konstant på kanten af sædet og tænker: “Så dø dog din lede maskine”! Gensynet med Arnold Schwarzenegger i rollen som T-800 er også glædeligt, og det muskuløse actionbundt fungerer ikke underligt glimrende som stiv robot. Der bliver i ny og næ skruet en anelse for meget op for de oneliners, som gjorde filmen fra 1984 så kendt. Nogle gange fungerer det, andre gange virker det bare fjollet. 

Til syvende og sidst en film der snildt kan konkurrere med ‘Avengers: Age of Ultron’ om at have årets fedeste og vildeste kampscener, og egentlig bare fungerer hele vejen igennem som hårdtpumpet, klassisk actionfilm.

‘Terminator Genisys’ har premiere den 25. juni 2015.

Instruktør: Alan Taylor.
Medvirkende: Arnold Schwarzenegger, Emilia Clarke, Jai Courtney, Jason Clarke og Lee Byung-hun.