August måned er tid for operatotaloplevelsen i amfiteateret Opera Hedeland. Dette års forestilling er Puccinis ´Tosca´ fra 1900. Store dele af sceneriet giver sig selv, for udsigten til søen bag scenen er forunderlig. Det er en nydelse at se lyset skifte i løbet af aftenen – også det røde kunstlys, der pryder ved slutningen af forestillingen.
Simon Corders scenografi er enkel for ikke at sige minimalistisk. En stor trappe bugter sig fra taget over orkesteret og ned på scenen. En forsvunden fange gemmer sig her, men der er ikke hints til, at vi befinder os i Rom. Det skal man gætte sig til, og det er lidt ærgerligt, for her foregår historien 100 år før den er skrevet- nemlig år 1800, hvor Napoleon vandt slaget ved Marengo.
Midt i disse begivenheder møder publikum maleren Cavaradossi i en kirke, hvor han arbejder på et maleri af Maria Magdalena. Han er halvt fransk, halvt italiensk og optaget af Voltaires ideer. Under sit arbejde forstyrres han af en undsluppen politisk fange, som han hjælper med at gemme sig og senere anviser et skjulested. Cavaradossis kæreste sangerinden Tosca overhører samtalen og tror, han taler med en anden kvinde. Hendes mistanke bestyrkes af, at Cavaradossis maleri ikke ligner hende selv. Hendes jalousi blusser op, og hun beordrer Cavaradossi at male kvindens øjne sorte i stedet for blå, som han har gjort – inspireret af en kvinde, han har set bede i kirken. Skurken i fortællingen er den begærlige Baron Scarpia, der ikke alene efterstræber magt, men også Tosca.
De tre hovedpartier synges af Yana Kleyn som Tosca, Peter Lodahl er Cavaradossi og Scarpia synges af Daniel Miroslaw. De synger alle fantastisk, og den intense kemi mellem Tosca og hendes elskede Cavaradossi er stærk. Lige så stærk er hendes uvilje mod Scarpia, der uden nåde flår hendes røde skørt af. Det er symbolik, der er til at tage og føle på. Lidenskaben lyser ud af Tosca, da hun stikker Scarpia ihjel.
Lyden fra musikerne, der i den grad er skjult både under tag og himmel, er lydefri. Det er skønt, for Puccinis musik med smukke og genkendelige ledemotiver fortjener det. Og så er der de bedste oneliners i librettoen, man kan ønske sig. Perfekt er det, når Tosca synger ”og for denne mand skælvede hele Rom” og det er svært ikke at fælde en tåre, når Cavaradossi ved slutningen af operaen synger ”først nu ved jeg, hvor højt jeg elsker livet”.
Puccinis slutning var, at Tosca efter Cavaradossis død kaster sig i døden, og det er også den slutning, der er angivet i forestillingsprogrammets handlingsreferat. Det holder imidlertid ikke stik, for i Rodula Gaitanous udgave i Hedeland, dør Tosca ikke. Hun flygter i en flot sort bil, der kører hende ud fra scenen. Det er noget af en fortolkning, må man sige. Hun slår skurken ihjel, og da hendes elskede ikke overlever skuddene fra vagterne, tager hun benene på nakken. Lidt af det storladne i historien forsvinder. Der var åbenbart ikke tale om kærlighed, der transcenderede livet.
Sceneriet i Opera Hedeland er flot, og alle har udsyn til de optrædende. Imidlertid er det noget nær umuligt at se mimikken hos sangerne, hvis man sidder højt oppe. Selv om man som jeg havde taget kikkert med.
Som tidligere år er det muligt at tilkøbe en lækker picnickurv, der i år meget passende har toscatærte til dessert.
Vejret var heldigvis med publikum ved premieren, men tjek vejrudsigten og husk et ekstra tæppe.
Tosca synges to gange mere den 14. og 15. august.
,
Tosca af Giacomo Puccini i Opera Hedeland
Medvirkende: Yana Kleyn, Peter Lodahl, Daniel Miroslaw, Jonag Spungin, Conny Thimander og Gustav Johansson m.fl.
Instruktør: Rodula Gaitanou
Dirigent: Carlo Goldstein
Scenograf og lysdesigner: Simon Corder
Kormester: Filipe Carvalheriro
Kostumedesigner: Gøje Rostrup
Librettooversættelse: Kamilla Pontoppidan Haderup
Orkester: Opera Hedeland Festivalorkester
Kor: Opera Hedeland Festivalkor
Varighed: to timer og 45 minutter inkl. pause.
Spilleperiode: 8., 14. og 15. august 2026
