For 31 (!) år siden gled den første Toy Story-film over biograflærredet og vandt både barne- og voksenhjerter. Få filmserier – og slet ingen i animationsgenren – har formået at lave så mange efterfølgere uden at falde i kvalitet.
Og den femte film i rækken skuffer på ingen måde. Den når måske ikke helt samme højde som 4’eren, men læner sig godt op ad den. Igen udvikler figurerne sig, denne gang med Jesse (cowboypigen) i den fremtrædende rolle som flokkens sherif. Samtidig udfoldes seriens gennemgående tema om at have en berettigelse i verden ved at være noget for nogen på nye måder. Vores heltes evige kamp mod tiden fortsætter: Barnet vokser uundgåeligt op, legetøjet bliver overflødigt, og hovedpersonen må endnu en gang erkende, at det handler om at være der, når barnet har brug for det.
Denne gang krydres det med relationer i børnehøjde. Er vi noget værd, hvis vi ikke hører til nogen? Og hvor stærke er relationer, når de primært foregår bag en skærm?
Lad os spole tilbage. Filmen begynder med et klip fra ’for meget lang tid siden’. Dengang hvor legetøj blev trukket op af en snor, og dets lykkelige ejer erklærede legetøjet sin kærlighed og evige troskab – i dette tilfælde Jesse.
Klip til nutiden. Bolette er blevet otte år, og leger stadig med sit legetøj. Jesse er blevet chefen for det hele. Buzz er blevet blød og forelsket og spiller en mindre indgribende rolle. Woody nyder friheden sammen med andet barnløst legetøj og redder diverse suicidalt legetøj, der har mistet troen på tilværelsen, efter at deres børn har valgt skærmen frem for legen.
Filmens grundkonflikt opstår, da skærmene for alvor ser ud til at have overtaget børnene. Ingen børn leger længere med legetøj, lyder den alarmerende besked til Jesse fra nabohuset. Det sender vores velkendte helte ud på et nyt eventyr med barnet i fokus: Bolette skal have venner. Men hvilke?
Undervejs introduceres en række skæve og vellykkede nye figurer, blandt andet en vejviser, en toilettræner og et kamera. De er selv blevet efterladt af udviklingen og gemt væk i en skuffe, men får nu en ny mission sammen med Jesse: At hjælpe både Bolette og deres eget barn med at finde tilbage til ægte relationer.
Filmen lægger ikke skjul på sit syn på børns skærmforbrug og konsekvenserne af det, men den gør det uden at blive alt for moraliserende. Da en manglende tablet (’Lillypad’) fører til eksklusion fra fællesskabet, bliver det tydeligt, hvor meget der er på spil for børnene. Samtidig viser filmen også de dilemmaer, som mange forældre vil kunne genkende hjemmefra.
I virkelighedens verden er digitale fællesskaber naturligvis ikke kun dårlige. For nogle børn kan de være en vej til samvær. Men når de bliver den primære måde at være sammen på, opstår der nye udfordringer. Filmen berører dette dilemma med en fin balance og uden at ty til (forældre)skyld og skam.
Det tjener filmen godt, at fokus ikke kun er på legetøjets udvikling og søgen efter et ståsted, men også på menneskets – herunder balancen mellem digitale muligheder og fysisk nærvær.
Dertil kommer et væld af gensyn med skønne hoved- og bikarakterer fra de tidligere film. Den vanlige positioneringskamp mellem Woody og Buzz, om end lidt afdæmpet. Skøre indfald og sidehistorier. Samt et godt flow af virkelig sjove punchlines, billeder og replikker filmen igennem.
Toy Story 5 er sjov, varm, rørende og underholder hele vejen. Den har måske ikke helt den følelsesmæssige tyngde som filmseriens absolutte højdepunkter, men den formår både at udvikle universet og give os endnu en grund til at holde af figurerne.
Efter 31 år er det i sig selv en imponerende bedrift.
Disney og Pixar produktionen Toy story 5 har premiere torsdag 18. juni
Instruktør:Andrew Stanton
Producer:Lindsey Collins
Medvirkende: Puk Scharbau, Betty Melville, Thomas Eje, Preben Kristensen, Neel Rønholt, Anders Bircow, Lasse Rimmer, Molly Egelind, Alexandre Willaume.
