
To ud af tre veninder er gift, mens den tredje er single, men dog har en affære med en gift mand. Så er der ligesom lagt i kakkelovnen til en kærlighedskarrusel af de mere kulørte.
Joan spillet af India Hair er gift med Victor (Vincent Macaigne). Hun er ikke forelsket i ham mere og føler sig låst i sit ægteskab. Han på sin side føjer hende til det mere kvalmende. Jo mere han prøver, jo mere trækker hun sig – indtil selv han får nok. Victor er historiens fortæller, og i voice over giver han os et indgående blik ind til, hvem de tre veninder er, og hvordan deres indbyrdes relation er.
Veninden Alice (Camille Cottin) er gift med Éric (Grégoire Ludig) og foregiver udadtil, at ægteskabet er en succes. Men også her halter forelskelsen for dem begge.
Rebecca (Sara Forestier) er passioneret i næsten alle livets forhold, hvilket komplicerer hendes liv en del. Hun er en kunstnerisk sjæl, der aldrig kommer helt i mål med sine forehavender. Dertil kommer vanskelighederne med at have involveret sig med en gift mand.
Mere skal ikke afsløres af handlingen her – andet end at intrigerne står i kø i dette akademikermiljø, som alle tre veninder færdes hjemmevant i.
Ikke overraskende er Emmanuel Mouret blevet kaldt en fransk Woody Allen. Det passer godt på historien i ´Tre Veninder´. Det er tilsvarende dynamikker som eksempelvis ´Hannas Søstre´. Relationen mellem personerne er det vigtige, ligesom det er vigtigt at skildre arbejdssteder og de let bohemeagtige boliger. Hvor Woody Allen dog ofte lægger fokus på komedien, er der ingen komik hos Emmanuel Mouret. Man bliver træt af de konstante forviklinger, der ikke ser ud til at kunne løse sig.
Der er smukke billeder, smukke landskaber, smukke mennesker og det smukke franske sprog i Emmanuel Mourets film ´Tre Veninder´. Samspillet mellem de tre veninder er fint skildret, og vigtigheden af gode veninder bliver sat på spidsen. Ofte består venskaber, mens kærlighedsrelationer forgår.
Om ´Tre Veninder´ om venskab, kærlighed og død ender godt, må man se filmen og finde ud af.
,
Tre Veninder
Instruktør og manuskript: Emmanuel Mouret
Medvirkende: India Hair, Camille Cottin, Sara Forestier, Damien Bonnard, Grégoire Ludig, Vincent Macaigne, Éric Caravaca
Klip: Martial Salomon
Kamera: Laurent Desmet
Musik: Benjamin Esdraffo
Producer: Frédéric Niedermayer
Manuskript: Emmanuel Mouret, Carmen Leroi
Længde: 117 minutter
Premiere: 3. juli 2025