Find din indre charmetrold lykke.

Gjøl-trolde. Dam-trolde. Lykketrolde. Kær trold har mange navne. Og i efterårsferien vil du komme til at danse og synge sammen med to nye trolde. Stine Bramsen og Christopher spiller henholdsvis troldene Poppy og Kvist i hvad der ligner efterårets mest farverige og glade film. Glitteret vil flyde ud fra skærmen!

Sjældent har starten på en film været så overraskende som Trolls. Man kunen forvente, at den ville være så tuttenuttet at man nærmest ville blive nødt til at tørre glitteret af 3D-brillerne og så kan det roligt siges at filmen starter ud mere grusomt end man på nogen måde ville have troet. Og det er bestemt ikke en dårlig ting! Selv om vi ikke blev trakteret med Justin Timberlakes velsmurte stemmebånd gjorde Stine Bramsen alt og mere til. Hendes sødmefyldte stemme, ren og klar, er sådan en showstjæler at man rent glemmer at hendes mandlige modstykke er Danmarks idoliserede dreng Christopher. Han er måske vant til at smelte hjerter men i denne film smelter han som en varm isvaffel ved siden af den sprudlende Stine Bramsen. Og bemærkelsesværdigt virker hans stemme mere indtagende når han taler end når han synger.

De små trolde med det ikoniske hår blev skabt tilbage i 1950’erne i Gjøl i Nordjylland af Thomas Dam. Hvad der startede ud som en fødselsdagsgave til hans datter endte med at tiltrække opmærksomhed fra både indland og udland. Snart efter stiftede Thomas Dam firmaet Dam Things og Dam Trolden blev hurtigt et populært legetøj. Faktisk så populært at US Toy Association i 1963 kårede troldene som Årets Lejetøj. Og troldene kom på alle små børns ønskelister og endda også ind i Det Hvide Hus da J. F. Kennedy blev introduceret for dem.

Alt i alt en dansk succeshistorie som desværre endte ulykkeligt. På grund af en tabt copyright-sag blev troldene offentlig ejendom og Thomas Dam måtte se hans livsværk blive kopieret over hele verden. Heldigvis blev rettighederne genvundet i 2003 og efter at have været ude for søgelyset i mange årtier, er de små glade trolde nu klar til en generobe verden med denne film ‘Trolls’ som i den grad handler om at finde lykken i ens liv. Det er Dreamworks, skaberne fra ”Sherk”, som står bag ”Trolls” og man kan i den grad mærke sarkasmen, humoren og originalitet som i den grad er varemærker man kender fra selskabet.

De små velkendte trolde får biografsæderne til at rokke (rocke) med deres fortolkninger af populære hits i en svingende 70’er discostil. Det er brilliant brug af pophits og musikken er fyldt med genkendelige sange som Lionel Richies ‘Hello’, danske Junior Senior, Cindy Laupers ‘True Coulors’, Gorillaz med ‘Clint Eastwood’ og Timberlakes nyeste hit ‘Can’t Stop The Feeling’. Især brugen af Cindy Laupers og Gorillazs sange er mesterligt. Desværre er sangene blevet oversat til dansk hvilket gør en stor forskel. F.eks. bliver nummeret ‘The Sound of Silence’ af Simon & Garfunkel fremført i dens originale sprog og det virker meget bedre.

Dette er virkelig en pudsig, morsom og skræmmende film for børn og barnlige sjæle. Der er en følelse af originalitet bag filmen som bærer den over de værste klicher. Så tag de små ved hånden og husk at kramme hinanden.

Fun Fact: Dette er DreamWorks tredje film som har en kvindelig hovedrolleindehaver efter ”Chicken Run” og ”Monsters vs. Aliens.”

Premiere: torsdag den 13. oktober 2016
Instruktør: Mike Mitchell, Walt Dohrn
Stemmer: Justin Timberlake (Christopher), Anna Kendrick (Stine Bramsen)