
Fantastisk. Forrygende. Fænomenal. Genopsætningen af Kolding Egnsteaters egenproduktion ’Trubadur – kærligheden til Tønder’ er en ualmindelig festlig og medrivende oplevelse, der uden tøven fortjener alle seks stjerner.
Det er altid spændende, om 2’eren kan leve op til 1’eren. Instruktør Ole Sørensen og de medvirkende har genbesøgt fortællingen med sikker hånd. Jakob Tekla Jørgensens oprindelige idé er fortsat en varm hyldest til den mere end 50 år gamle Tønder Festival og til de trubadurer, der gennem årene har stået på dens scener. Samtidig er teaterkoncerten blevet opdateret med aktuelle referencer, som giver forestillingen ny energi og lader humoren ramme præcist i nutiden.
Vi starter backstage, hvor vi møder de seks trubadurer, før de skal på scenen. De bærer hver deres historie med sig: uafklaret kærlighed, savn, kompromiser, idealer og en rastløs længsel efter musikken. De små stikpiller og de nye samtidige hentydninger får relationerne til både at føles troværdige og levende, uden at forestillingen mister sin tidløse kerne.
Efter pausen flyttes publikum ud foran festivalscenen, og Siggi Óli Pálmasons velfungerende scenografi gør det let at forestille sig en lun sensommeraften i Tønder. Skiftet fra det intime backstage-rum til den åbne koncertscene fungerer elegant og løfter stemningen markant.
De seks medvirkendes musikalitet er ganske enkelt imponerende. De skifter ubesværet mellem stærke sangstemmer og et væld af instrumenter fra klaver og banjo til den mere jordnære papkasse og skeer – samtidig med at de leverer overbevisende skuespil. Ensemblet fremstår sammenspillet, generøst og helt hjemme i materialet. Det mærkes, at de har taget aktiv del i manuskriptet: De ejer hver tone, hver replik og hvert blik.
Første akts mere afdæmpede sange og ballader giver plads til trubadurernes personlige historier og bygger sikkert op til anden akt. Her slippes festivalstemningen fri med fuld udblæsning i et repertoire, der favner 50 års Tønder Festival. Salen koger, og i de bedste øjeblikke smelter publikum og ensemble sammen i en berusende fælles oplevelse.
Genopsætningen viser, at ’Trubadur – kærligheden til Tønder’ både kan bevare sin oprindelige varme og forny sig. De aktuelle referencer føles naturlige, musikaliteten er på et sjældent højt niveau, og hele holdet spiller med en smittende glæde, der når langt ud over scenekanten. Det er en imponerende teaterkoncert og en oplevelse, der sætter et markant aftryk på det kulturelle Danmarkskort.
’Trubadur – kærligheden til Tønder’ spiller på Kolding Egnsteater frem til 25. september 2026.
Idé: Jakob Tekla Jørgensen
Instruktør: Ole Sørensen
Manuskript: Ole Sørensen & de medvirkende
Scenografi og kostumer: Siggi Óli Pálmason
Musikalsk arrangør og kapelmester: Joakim Okkels
Foto: Asmus Kromann Bork
Medvirkende: Jens Andersen, Nana Schwartzlose, Jesper Lohmann, Stine Elbæk Gomard, Mikas Bøgh Olesen, Joakim Okkels





