Lørdag aften var Verdensballetten nået til Frederiksberg og blev i år afviklet i Rådhusets gård. Fra august var programmet ændret en anelse både hvad angik de værker, der blev opført og de optrædende.
Som en fin tilføjelse var Ida Praetorius med sammen med portugisiske Marcelino Sambé i sensommerprogrammet.
Ida Praetorius behøver ikke særskilt præsentation for det danske balletpublikum, der har fulgt hende i hendes tid på Det Kongelige Teater i København fra hun som lille pige var med som barnet i `Sylfiden´ over at være blevet optaget i korpset, blev udnævnt til solist i 2014 og solodanserinde i 2016. Nu slår hun sine folder som solodanser ved Hamborg Balletten, hvor John Neumeier har skabt flere partier til hende.
Marcelino Sambé er solodanser ved The Royal Ballet of London.
Det første værk for de to var Pas de Deux fra 2. akt i Bournonvilles ´Sylfiden´, hvor Ida Praetorius var en fnuglet sylfide og Sambé var hendes James. De var et skønt syn, men man længtes efter hele historien om den overjordiske sylfide og James, der i transitionen forud for sit bryllup med Effy lader sig rive med af Sylfiden, der på en og samme gang er uskyldigheden selv og et forførende væsen, han ikke kan modstå.
I forestillingens anden del dansede parret Pas de deux fra Coppélia 3. akt. Det var smukt, klassisk og dansant og fremstod uafhængig af ballettens fortælling.
Allerede i 2021 dansede parret for første gang sammen ved Verdensballetten, og bekendtskabet var et gensyn værd. Så inviter dem endelig igen.
Ved augusts program afløste Tanja Zapolski Alexander McKenzie på flyglet, hvor hun sammen med Niklas Walentin på violin akkompagnerede både dansere og sangere.
En del af programmet var identisk med de foregående forestillinger. Steven McRae dansede egen koreografi til ´Singin´in the Rain´. Ganske som sædvanligt slutter Verdensballettens første afdeling med et humoristisk nummer fra Verdensballettens kunstneriske leder. Humor har han og steppe kan han, samtidig med at det er modigt at give sig i kast med et så ikonisk nummer. Det var sjovt og underholdende med Zapolski ved flyglet og Jens-Christian Wandt syngende.
Desværre var det en selvopfyldende profeti, for i pausen åbnede himmelen sig. Her ville mange arrangører formentligt have aflyst resten af forestillingen, men så kender man Jens-Christian Wandt og Steven McRae dårligt. I stedet kom alle mand på dæk i form af personale under enhver form. Musikerne blev sat under baldakin, og rækkefølgen i programmet lavet om, og Jens-Christian Wandts præsentationer af numre og værker afkortet, så scenen kunne blive tør nok til at danserne kunne danse på tå.
Den imponerende og i øvrigt Frederiksberg-fødte Signe Heiberg sang Toscas bøn ´Vissi d´Arte´ fra Puccinis Tosca, mens svabre og gulvklude føg omkring hende. Hun tog det i stiv arm.
Da scenen blev erklæret tilstrækkelig tør, kunne Sangeun Lee og Gareth Haw danse den ekvilibristiske Pas de Deux fra William Forsythes vilde værk ´In the Middle, Somewhat Elevated´, og for pokker hvor var det skønt for publikum at se den. Danserne er fantastiske, ligesom værket er det.
Steven McRae og Anna Rose O´Sullivan dansede Pas de Deux fra Petipas `Don Quixote´. Det var ekvilibrisme af den klassiske slags. Både Steven McRae og Anna Rose O´Sullivan viste ekstremt overskud i både spring og balancer. At Anna Rose O´Sullivan endda havde overskud til at smile ud til publikum, er intet mindre end imponerende.
Det var en dejlig aften på trods af benspænd fra vejrguderne.
Verdensballetten danser videre indtil 6. august.
