Efteråret skydes traditionen tro i gang med det årlige Wallmans Dinnershow i Cirkusbygningen, som i år kan fejre 20 års jubilæum.
Showet styres helt som vanligt af den ekstravagante og dybt underholdende Miss Megan Moore, der har publikum i sin hule hånd med kække bemærkninger og glimt i øjet. Med sine imponerende rober og sit høje hår er hun showets vært – hovedrolle om man vil – Et sandt festfyrværkeri.
Underholdningen starter allerede ude i foyeren i Cirkusbygningen, hvor du modtages af et veloplagt personale, her kan du fornøje dig med den første drink i baren inden du lader dig suge ind i den cirkusformede festsal, hvor der er dækket og pyntet op til fest og narrestreger.
Men vi træder ikke ind af døren uden forventninger, for der er en ting, som vi altid glæder os til og det er den lækre fire retters menu, hvor forretten; deres nærmest ikoniske blomkålssuppe virkelig er et besøg værd i sig selv. Mens du så nyder maden og de våde varer, så vælter et farverigt show med sang, muik og dans udover scenekanten. De medvirkende skiftevis hænger oppe under loftet og i næste øjeblik, står de og skænker din vin. Det er underholdende og timerne flyver nærmest i takt med rytmerne og de snurrende hvide servietter, som publikum opfordres til at bruge, når der er noget vi kan lide på scenen, så de var ofte i brug.
Wallmans Dinnershow er også kendt for sin række af performere, der med kraftige vokaler og vilde koreografier hylder store musikere i en skøn blanding fra fortiden og nutiden; og i aften “gik det udover” nogle af tidens hotteste kunstnere som Taylor Swift, Coldplay og Beyonce.
Showet kan opleves i Cirkusbygningen i perioden: 23. august 2024 til og med marts 2025.