Zoolander 2

‘Zoolander 2’ er en af den slags komediefilm, der får dig til at krybe sammen i sædet af latterkramper, og samtidig formår at stille skarpt på samfundsrelevante emner.

Den første Zoolander film fra 2001, om topmodellerne Derek Zoolander (Ben Stiller) og Hansel McDonald (Owen Wilsen), fik ikke den store succes på filmlæredet, ganske givet fordi den røg i biografen lige efter 11. september angrebet på World Trade Center, og behovet for komik derfor var på et lavpunkt. Filmen opnåede dog senere kultstatus, og her femten år efter genoptager Stiller og Wilson derfor deres obskure roller som modellerne Zoolander og Hansel – endnu engang filtret ind i en større terror konspiration.

Har du ikke set 1’eren, så fortvivl ej. ‘Zoolander 2’ sparkes igang med en fem minutter lang opsumeringssekvens, hvor højdepunktet uden tvivl er mordet på Justin Bieber. I opsummeringen får vi at vide, at både Zoolander og Hansel har trukket sig tilbage fra modelverdenen, og lever hver sin eneboertilværelse.

Begge bliver dog hevet tilbage i rampelyset men til en forandret verden, som de har svært ved at finde ud af. Her formår filmen meget spidsfindigt at gøre tykt grin med samfundsemner som både øko- og genbrugshysteri, politisk korrekthed og  hipstergenerationen.

Selvom verden har ændret sig, så er Zoolanders nemesis Jacobim Mugatu (Will Ferrell) stadig den samme, og ligesom i den første film har modemogulen en diabolsk plan, som Zoolander og Hansel sammen med Interpolagenten Melanie Valentina (Penélope Cruz) må forsøge at forhindre.

‘Zoolander 2’ bæres i den grad af dynamikken mellem Stiller og Wilson, og deres uhyrlige morsomme fortolkninger af to mandlige bovlamme topmodeller, men selvom de oftest får lattermusklerne til at arbejde, så er der flere sekvenser i filmen, der falder til jorden med et brag, og virkelig bare ikke er sjove. Desuden er Zoolander 2 spækket med kendte musikere, stjernedesignere og andre berømtheder i små biroller og cameos. I starten er det meget sjovt, men man ender faktisk med at blive ret så irriteret over alle de små sidespring i scenerne, blot for at flashe endnu en berømthed på rollelisten. Det havde klædt filmen at bruge mindre tid på ligegyldige cameos, og istedet udforske Benedict Cumberbatchs rolle som den kønsneutralle model All, eller Kristen Wiigs både tydelige og vanvittige morsomme parodi på Donatella Versace – hun er uden tvivl filmens sjoveste karakter, og det siger ikke så lidt, for ‘Zoolander 2’ er i al sin enkelhed en rimelig vellykket komediefilm.

‘Zoolander 2’ har premiere torsdag den 11. februar 2016.

Instruktør: Ben Stiller
Medvirkende: Ben Stiller, Owen Wilson, Will Ferrel, Penélope Cruz og Kristen Wiig