Vi befinder os i 1973, og de af os der var med allerede dengang, følte os seriøst hjemme. Forestillingen tager os med til en tidslomme, hvor ting ikke gik helt så hurtigt og var mere analoge end i 2023. Netop derfor var der tid til refleksion på en helt anden måde. Den nære fortid skal naturligvis ikke romantiseres eller idylliseres, for alt var ikke bedre i gamle dage. De fleste af os ville ikke have lyst til at undvære vores computer, adgang til e-mail endsige sociale medier. Men fortællingen gav anledning til mange sjove indfald om dengang, hvor tidens slagere blev spillet på grammofon, og hvor optagelse af musik foregik via kassettebåndoptager – det var tider.
De to hovedpersoner er ingeniøren Jørgen Petersen på 48 år, der bor i Klampenborg og skolelæreren Lisbeth Welsh på 44, der underviser på en lokal highschool i Minneapolis, Minnesota i USA. Hun er enke og bor sammen med sin meget musikalske søn på 22 år, til hvem hun har et prisværdigt godt forhold. Lisbeth og Jørgen har mange år tidligere været kollegaer og efter Jørgens kones død har Lisbeth skrevet til Jørgen.
Der starter historien, og gennem deres breve lærer vi dem begge at kende, deres indbyrdes relation og deres politiske holdninger set fra hver deres side af ”dammen”. Ligesom i dag er der ligheder og forskelle mellem Danmark og USA. I USA var mødre rædselsslagne for, at deres sønner skulle blive indrulleret i hæren og sendt til Vietnam, mens samme krig i Danmark dybest set bare avlede mange militærnægtere. I USA rullede Watergate-skandalen med præsident Nixon i centrum – i Danmark fulgte vi bare med i nyhederne. Vi gjorde det i vores boliger, hvor temperaturen var på et minimum grundet oliekrisen, og vi glædede os over at kunne gå ture på motorvejen på de bilfri søndage. I begge lande blev aborten givet fri – en ret der stadig består i Danmark. Helt så godt står det her 50 år efter ikke til i USA, (men det er en helt anden historie).
Anette Heick er idékvinden, og hvis man ikke allerede vidste det, har Anette Heick et ekstra energigear i forhold til os andre dødelige. Hun har både fået ideen, hun medvirker som Lisbeth, og så har hun tilligemed stået for kostumerne. Sidstnævnte er set med nutidens øjne helt ved siden af smagsmæssigt. Men skjorteflipper var virkelig store på det tidspunkt, mænd havde fløjlsjakker og kvinder gik med noget, der blev benævnt ”housecoats”, når de var afslappede hjemme. Sådan en brandfarlig akryltingest var fremskaffet til Anette Heick, og man kan kun sige, at det ret oplagt ikke er en beklædningsgenstand, der vil komme på mode igen.
Handlingen er i høj grad en god undskyldning for et genhør med musikken fra 1970-erne, og det er vidunderligt. Hvem elsker ikke ´Killing me softly´, ´Always on my mind´, ´All by myself´ og ´Never fall in love again´ for bare at nævne et par af ørehængerne fra dengang.
Både Anette Heick og Casper Phillipson er fantastiske sangere, og Phillipsons fortolkning af `Always on my mind´ og især ´Tie a Yellow Ribbon Round the Old Oak Tree´ var gribende og bifaldet øredøvende. Casper Phillipson har utrolig mange strenge at spille på kunstnerisk. Han er god som John F. Kennedy, som han har spillet i ikke mere end fire produktioner, han er en fantastisk entertainer med eget one-man show på Posthusteatret, og så er han som nævnt en gudsbenådet sanger. Dertil kommer, at han i ´Pennevenner´ leverer et kærligt portræt af den kejtede, næsten kiksede ingeniør, der arbejder i ´Regnecentralen´. Det er et kunststykke at smide den ellers iboende charme overbord for at give sin karakter liv. Anette Heick er sød i rollen som Lisbeth. Hun er en kærlig og empatisk mor, men hun er bestemt ikke uden dybde i personlighed. (Mere skal ikke afsløres i den i øvrigt forholdsvis gennemskuelige handling).
Endelig spilles Lisbeths søn af Silas Phillipson, og ja det er Caspar Phillipsons søn. Han er også forestillingens pianist, og det slipper han rigtig godt fra. Ikke alene akkompagnerer han tidens hits – han leverer også klassiske numre af Ravel, Chopin og Schubert.
´Pennevenner´ er en forestilling, der oplagt henvender sig til dem, der var børn eller unge i 1973, men alle andre kan bestemt være med.
Man går nynnende ud af salen.
Pennevenner i Glassalen i Tivoli
Medvirkende: Annette Heick, Caspar Phillipson og Silas Phillipson
Tivolis Husorkester: Peter Jensen, Rasmus Lund, Søren Sebber Larsen og Silas Phillipson
Idé, koncept og kostumer: Annette Heick
Manuskript: Jesper Malmose
Arrangementer: Peter Jensen og Alice Carreri
Varighed: 2 timer inkl. pause
Spilleperiode: 14. til 23. september 2023
