Hele 16 sangnumre og et ”Leo Mathisen medley” diverterer Jens Jacob Tychsen aka Hr. Weise fra `Badehotellet´ med i sit nye show ´Toner fra Badehotellet´. Han behøver ikke nærmere præsentation, for millioner af seere har fulgt med i den populære tv-serie på TV2. Serien følger i 10 sæsoner, (for de få der ikke måtte vide det), stamgæster og ansatte på et badehotel ved Vesterhavet gennem 1920-erne, 1930-erne og 1940-erne.

Glassalen i Tivoli er rammen om det to timer lange show, og man nærmest ikke forestille sig en mere velvalgt venue med tanke på stedets historie, der var stor i 1930-erne. Det rammer lige ind i tiden.

Før showets begyndelse tonede ´Du Danske Sommer´, før Jens Jacob Tychsen gjorde sin entre på Glassalens lille scene iført jakkesæt og hat.

Det kræver sin entertainer at holde et show levende i næsten to timer. Det klarede Jens Jacob Tychsen sammen med sit fem personer store orkester ´The Seaside Swing Orchestra´, der med Peter Michael som kapelmester havde snor i musikken. Tine Vitkov var med både på fløjte og med sang i flere numre. Orkestret var fermt og var med på de drillerier hr. Tychsen igennem koncerten udsatte dem for.

Jens Jacob Tychsen fabulerede over sin rolle som hr. Weyse, som han ifølge ham ofte blev forvekslet med ved dagligdags gøremål. Den fik ikke for lidt om de fordele, han kunne opnå.

På den musikalske side var især Leo Mathiesen medleyet stærkt. Leo Mathiesen stod lyslevende for publikums indre øje med høj cigarføring, lille overskæg og genhør med ´Take It Easy´ og ´To Be Or Not To Be´. Der var ikke et øje tørt.

Tychsen fortolkede Duke Ellington, Cole Porter, Poul Henningsen, Ludvig Brandstrup med flere. Det er et vovestykke, for mange i publikum vil huske originalversionerne. Oplagt er det dog, at Tychsen ikke forsøger at overdøve dette, men giver eget bud på blandt andet ´Man binder os på hånd og mund´ og ´Mig og Maggedudi´.

Mellem sangene blev der tid til tryllerier, og mødet med bugtalerdukke Weyse var morsomt. Den var ikke sådan til at få til at holde mund.

Tychsens fabuleren over rollen som hr. Weyse var sjov, og Tychsen har en selvironisk distance til at blive identificeret med den. Ironien både på egne og andres vegne er grovkornet, og det kammer indimellem over, så det er svært at tro på, når der kommer en mere alvorlig historie. Det fremmødte publikum har naturligvis købt billet, fordi de er fans, men gang på gang at blive skældt ud for at blive kørt ind til forestillingen direkte fra plejehjemmet kan måske blive for meget.

Det ændrer dog ikke ved, at man er godt underholdt af Hr. Weyse – jeg mener Jens Jacob Tychsen i de to timer, showet varer.

Forestillingen spiller i Tivoli til 2. maj og skal derefter på turné.

,

Toner fra Badehotellet i Glassalen i Tivoli

Medvirkende: Jens Jacob Tychsen

Orkester: The Seaside Swing Orchestra med Peter Michael (kapelmester), Tine Vitkov, Maj Berit Guassora, Lars Fabiansen, Andreas Karottki

Koncept og manus: Jens Jacob Tychsen

Yderligere tekster og sange: Mikkel Rask, Rasmus Krogsgaard, David Rousing

Scenograf: Kirsten Brink.

Kostumer: Margrethe Rasmussen

Spilleperiode: 24. april til 2. maj 2026