I Hørsholmsgade 20 – det tidligere Dansens Hus holder H2O til, og leder Jeremy Thomas Bøgsted har skabt en scene for poesi, historiefortælling med meget mere. Forestillingerne opføres som regel på engelsk, og det var weekendens musikforestilling da også. Med ´Unhappily ever After´ præsenterede H2O deres Valentin weekend begivenhed.

Som alle ved, plejer eventyr at ende med, at det unge og som regel både kongelige og smukke par bliver gift og lever lykkeligt til deres dages ende. Lige så tillokkende og vidunderligt som det lyder, lige så sjældent sker det i det virkelige liv. (Se bare på skilsmissestatistikerne, der taler deres tydelige sprog).

I weekenden den 13. og 14. februar, hvor romantikken burde blomstre, stod et hold af 12 sangere, en vært og en pianist sat sig for at undersøge, udfordre og måske for alvor ødelægge dette ønskværdige, men utopiske fænomen i musikkabareten ´Unhappily Ever After´. De er del af CPH Musical Theater, grundlagt i København i 2022 med amerikanske Rachel Kador som kunstnerisk leder.

Rachel Kador kædede forestillingen sammen med fortællinger fra nær og fjern, hvor vi hørte om oprindelsen til ”De levede lykkeligt til deres dages ende”, som kan dateres i hvert fald tilbage til Decameron fra det 14. århundrede. Kador er både charmerende, sjov og talentfuld, og det er et godt påfund, at hun læste op fra en gigantisk eventyrbog. I løbet af aftenen stiftede vi fornyet bekendtskab med sange fra Waitress, Legally Blonde, Falsettos, Follies, The Last Five Years, Tick Tick Boom, Songs for a New World, La Cage Aux Folles med flere. Der var stor genkendelse hos publikum, hvor mange oplagt havde musical-repertoiret på rygraden.

Her kommer mange af kærlighedens veje og vildveje kommer på banen. Dating, brud og ulykkelige forelskelser. Sangerne leverede både korpræstationer, duetter og solosang. Stærkt stod ´I Am What I Am´ fra ´La Cage aux Folles´ og den ur-sjove ´I`m Breaking Down´ fra `Falsettos´ om en kvinde, der er lige ved at gå helt fra koncepterne over sin mand. Hvad hun savner fra ham, kan vi kun gisne om, for vores tanker var muligvis ikke helt stuerene.

Ved klaveret sad Ethan Nowack, og for pokker en præstation han leverede til de 18 numre. Han var på hele forestillingen igennem, og det kræver altså en klaverbokser af rang. Der var Ethan Nowack den helt rigtige person ved tangenterne.

Den lille scene var opsat i hjørnet af lokalet, og publikum kunne sidde ved små borde, hvorved en rigtig kabaretatmosfære var slået an. Det var hyggeligt, og så må man leve med, at man skal forbi kunstnernes omklædningsrum, hvis man skal besøge toilettet.

Ideen med at vende eventyrets ideelle slutning om er fantastisk sjov. Ironien var til at tage og føle på, og samtidig med, at den let triste konklusion om kærlighedens væsen fremstod kabareten hverken trist eller melankolsk. At kærligheden ikke varer ved, er nok mere et faktum og et livsvilkår – både på Decamerons tid og i 2026.

,

Unhappily Ever After

Medvirkende: Anna Christine Bauer, Clara Amalie Singerholm Christiansen, Evan Kilgore, Freya Uldal
Jasper Thomas, Kristen Flanagan, Kristian Husted, Melissa Bayern, Olivia Jang, Pablo Lara, Rachel Kador, Roger William Le Blanc Jr., Trine Marie Wisborg

Host: Rachel Kador
Dramaturg: Lasse Holmelund Jarbøl
Producent: Maria Højrup Jørgensen
Pianist: Ethan Nowack

Varighed: 2 timer

Spilleperiode: 13.- 14. februar 2026

Forestillingen opførtes på engelsk