D-A-D har oven på deres nylige 40-års jubilæum endegyldigt cementeret sig som danske rockveteraner. I forbindelse med udgivelsen af deres seneste album Speed of Darkness er forsanger Jesper Binzer og co. draget ud på en mini-turné, der kulminerer med to koncerter i Forum Black Box.

Energien var i top hos hele bandet, og de indtog scenen med et brag af et lysshow til God Prays To Man. De spiller godt sammen, og deres dynamik er både unik og fuldt etableret.

Setlisten var en velafbalanceret blanding af nye sange og nøje udvalgte hits fra de sidste 40 år.

Lyden drillede en smule på de første par numre, og Jesper Binzer var desværre ramt af lidt halskriller – ligesom resten af Danmark. Det var ærgerligt, at han lød mere hvæsende, end han plejer. Bandet spillede Everything Glows-favoritten Nineteenhundredandyesterday, hvor det stod klart, at Binzer kæmpede. Da han sang: “Yeah, and though I’m doing just fine, I’ve hurt myself in many ways”, virkede det næsten symbolsk – som om det handlede om den genstridige tudse i halsen. Publikum var ikke engageret hele vejen igennem, og der manglede det sidste energiskud for at få taget til at lette.

Resten af bandet hjalp til i passager, hvor det var nødvendigt, og de fik efterhånden næsten løftet koncerten op på deres vanlige niveau.

Grow or Pay blev et af aftenens absolutte højdepunkter, leveret cirka halvvejs i showet. Publikum var nu fuldt engageret og med på strabadserne, og fadølskoret rungede gennem Forum.

Ekstranumrene bestod af en ny sang og tre klassikere. De spillede Sleeping My Day Away i en langstrakt version, hvor guitarist Jacob Binzer fik fri leg. Her gik det hele op i en højere enhed, og stemningen var elektrisk. Efter en smuk ballade med Rather Live Than Die, hvor trommeslager Laust Sonne satte sig bag klaveret, rundede bassist Stig Pedersen aftenen af med It’s After Dark. En velkendt levering og en smuk afslutning, inden vi alle skulle hjem og udskifte fadøl med kamillete.

Som opvarmning til aftenens hovednavn var BAEST fra Aarhus inviteret med. De har leveret stribevis af shows af høj kvalitet de seneste par år, og det var tydeligt, at de var beærede over at være med. “Vi kommer fra Aarhus, og vi spiller dødsmetal,” opsummerede forsanger Simon Olsen – og det gjorde de bestemt. De benytter sig af nogle af de mere kontroversielle rockgreb, hvilket bestemt er tilladt, når de synkronheadbanger alle mand.

Forum Black Box, D-A-D og BAEST leverede en prægtig aften i rockens tegn. D-A-D kan præstere i et endnu højere gear, men det var beundringsværdigt, at Jesper Binzer gjorde sit bedste og på visse numre endda formåede at udnytte sin trætte stemme på en ny, raspende måde. Hans særlige skævhed, karisma og begejstring var stadig intakt. Kulturtid anbefaler at opleve begge bands live snarest!