Det er ikke første gang, popikonet Madonna er i København, men det er dog længe siden. Hun er i mellemtiden blevet 65 år og for nylig har været igennem svær sygdom, hvor en alvorlig bakterieinfektion var ved at gøre det af med hende. Heldigvis er hun kommet over den og har de seneste to dage kunnet opleves i en udsolgt Royal Arena. Madonna har ikke alene overlevet sin egen sygdom. Hun har også overlevet flere af sine mandlige kollegaer, som hun er samtidig med. Det være sig Prince, George Michael og ikke mindst Michael Jackson, som alle tre gik bort alt for tidligt i henholdsvis 2009 og 2016. Madonna står imidlertid stadig på broen – både alene og med en stor gruppe dansere.

Bob the Drag, som er del af Madonnas crew, stod for en prisværdig kort opvarmning, før han introducerede aftenens hovedperson der indhyllet i sort sang showet i gang med ´Nothing takes the past away/ Like the future`.

Showet kiggede tilbage på Madonnas utrolige 40 år i popbranchen. Hun kan bryste sig af at have været helt og aldeles banebrydende i de tidlige 1980-ere. Dette satte adskillige billeder fra denne tid fokus på. Det var 80-er vibe og MTV-stemning, så det baskede.

Aftenen havde flere temaer, hvor et af dem var kvinders ret til egen krop og begær. Dette tema var meget eksplicit til stede, hvor Madonna stadig insisterer på denne ret. Det er et fint budskab, men hos Madonna bliver det vulgært grænsende til det pornografiske, blandt andet når hendes avatarudgave af hendes yngre jeg gnubber hendes skød. Danserne er i flere passager halv- og helnøgne med læder og pisk og flere gange i nær kropslig kontakt med Madonna. Det er lige på og hårdt og uden sensualitet.  

Madonna har ikke noget band med på touren, så bortset fra en enkelt musiker (Madonnas datter) solo på flygel og en på bas var der udover Madonnas guitar ikke meget live over oplevelsen. Musikken var høj og med en dominerende bas. Det foregik som et remix og Madonnas, og om Madonna som påstået rent faktisk sang ved genhøret med ´Holliday, ´Justify my Love´og ´Bad Girl´ stod lidt hen i det uvisse. Her kunne man have ønsket sig en anelse mere autenticitet, og at musikken havde været mere i fokus end den var.

Lidt humor var der plads til, som da selveste Madonna bliver afvist og i første omgang ikke kan komme ind i natklubben Paradise Garage til sangen ´Into the groove´. Der var sørgelige tilbageblik til tiden, hvor AIDS slukkede mange lys alt for tidligt. Der var fokus på undertrykkelse af kvinder – især fra ikke vestlige lande, måtte man forstå. Endelig advokerede Madonna for fred og tryghed for alle børn, hvilket hun gerne ville have publikums stillingtagen til – lidt billige point.

Ved showets slutning ”mødtes” Madonnas unge jeg og Michael Jackson, da et hvidt lærred gav to dansere mulighed for at danse i silhuet. Flere af Jacksons sange blev spillet, ligesom ´Like a Virgin´ gjaldede. Ironisk nok udløste det et af aftenens største bifald.

Madonnas show er flot, hun ser forrygende ud, alle kostumer fra højt profilerede modehuse er fantastiske, lys- og lasershow fungerer. Videoprojektioner er imponerende. Danserne er oplagt håndplukkede og yderst kompetente. Flere af showets menneskelige pointer er fine. Imidlertid er det hele poleret, politisk korrekt på den amerikanske måde.

Om man kan lide Madonnas til tider vulgære fremtræden er et spørgsmål om smag. Og Madonna gør, hvad hun vil.

´Bitch, I´m Madonna´.

Madonna i Royal Arena den 25. og 26. oktober 2023