Sjældent – måske i virkeligheden aldrig før – har Operaen i København tiltrukket en så broget forsamling af publikum og lugtet så meget af fjolletobak, som da Lion Musicals i samarbejde med Clemens og og Live Nation inviterede til folkefest og premiere på teaterkoncerten Natasja.
Da det spirende talent Natasja Saad på tragisk vis omkom i en bilulykke på Jamaica, kom det som et stort chok for den danske musikbranche, hvor hun havde opbygget et stort og kærligt netværk. Måske af netop den årsag er det flere af hendes venner, der nu har sat sig for at hylde Danmarks ukronede reggaedronning.
Natasjas figur spilles af tre forskellige spirende talenter. I programmet omtales de som gul, grøn og rød, men det fremgår ikke tydeligt, hvornår den enkelte karakter er hvad. Alligevel er det en fornøjelse at se, hvordan så vidt forskellige typer kan forene en og samme person. Feven Geles og Cisilia Ismailova udgør de lidt mere hårde sider af Natasja og synger, så det er en fest at være en del af, mens Roberte Hilarius Reichhardt udgør den til tider mere bløde og usikre del af Natasja. Det er tydeligt at det er Reichhardt, der er skuespilleren i gruppen, og da også hende, der er det stærkeste kort, hvad den præstation angår. Sammen forener de tre kvinder Natasjas mange sider og giver et helstøbt billede af en farverig person.
Pharfar er et sjovt, musikalsk og underholdende indslag. Et stort skuespillertalent, er der ikke gemt i ham, men han kører dem hjem med humor og charme, og det kan bestemt også noget, når han for alvor sætter gang i en fest i Operaen.
Caroline Henderson er skøn som Benny Pop om end scenen virker en anelse for lang. Rent musikalsk er der intet at sætte på hende, men rollen som ridemester virker mere pinlig end velovervejet.
Trine Appel spiller såvel Natasjas mor såvel som pladeselskabsdirektør, rigmand og reservelæge og her kommer vi netop til det svageste element fore forestillingen. Ikke Appels præstation for hun gør så sandelig, hvad hun kan, men derimod replikkerne på vers. Det virker pinligt og tåkrummende og bliver simpelthen for sukkersødt, når replikkerne er stykket sammen som de er. Det kunne måske have fungeret i en engelsk-sproget forestilling, men for ’Natasja’ er det bare uheldigt og pinligt. Ideen var måske god men ikke i praksis.
Forestillingen bindes sammen af såvel musik som dans. Dansen leveres af fire energibomber bestående af Luc Boris Andrë Kouadio, Ibrahim Ukash Flensborg Madsen, Oliver G. Zohore Bergsted og Suad Demirovic, der stråler og danser, så publikum har svært ved at følge med og sidde stille. De er dygtige, velkoreografrede af Toniah Pedersen og giver den gas med alt, hvad de har.
’Natasja’ er en fest og en hyldest, der fortæller andre sider og historier om Natasja end dem, vi måske lige gik og kendte. Historien kan godt virke en anelse flyvsk og usammenhængende, men musikken og de medvirkendes energi gør, at man alligevel forlader Operaen med Natasjas sange på hjernen. Dette måske især fordi forestillingen med volume, power og stemning sender publikum ud i natten med et brag af en finale, når hele holdet leverer ’Gi’ mig Danmark tilbage’ i en sådan grad at ingen i salen kan sidde stille og der pludselig breder sig en umiskendelig lugt af hash i Operaens fornemme omgivelser.
Var Clemens nervøs for hans og Natasjas fælles venners reaktion på bearbejdelsen af den fælles musikalske arv, så bør han ikke være det længere. Han kan med stolthed stadig vise sig blandt vennerne.
’Natasja’ spiller i Operaen fra 13. juli og 3 uger frem.
Manuskript og ide: Clemens Le Telling
Instruktør: Nikolaj Cederholm
Scenografi og videodesign: Benjamin La Cour
Koreograf: Toniah Pedersen
Medvirkende: Feven Geles, Cisilia Ismailova, Roberte Hilarius Reichhardt, Caroline Henderson, Trine Appel, Pharfar, Luc Boris Andrë Kouadio, Ibrahim Ukash Flensborg Madsen, Oliver G. Zohore Bergsted og Suad Demirovic.
