En højspændt uge i Danmark med droner svævende over landets lufthavne er til ende, uden at befolkningen er blevet klogere på, hvem der står bag de tingester, som forsvaret ikke henter ned fra luftrummet. Mange gætter på, at det er russerne, der lige vil give den danske regering en gevaldig rusker om, at vi ikke skal føle os for sikre. Vi ved det ikke, men sikkert er det, at Rusland har gennemført sangkonkurrencen ´Intervision´, og det handler nok så meget om international storpolitik som om sangene.
På Det Ny Teater har man set lidt tilbage i historien og har sat musicalen ´Chess´ af ABBA-gutterne Benny Andersson og Björn Ulvaeus og Tim Rice fra 1986 op. Den handler naturligvis om skakkonkurrencen mellem den russiske og den amerikanske stormester, men oplagt er det, at kampene ikke udelukkende handler om brætspillet. Det er i allerhøjeste grad storpolitik, der er på programmet, og her er ingen i tvivl om, hvem der er imod hvem. På det punkt var ting lettere før.
Anatoly Sergievsky, Florence Vassy og Frederick Trumper er trekløveret, om hvem dramaet udspiller sig. Sergievsky (Thomas Høj Falkenberg) er den russiske skakspiller, der udfordrer den noget brovtende amerikaner med det sigende navn Frederick Trumper (Anders Gjesing). Imellem dem står ungareren Florence Vassy (Xenia Lach-Nielsen), der ved forestillingens start er kæreste med Frederick Trumper, men falder for Sergievsky. Der er stort drama både på de indre og helt personlige linjer og udadtil, hvor både den russiske og den amerikanske sikkerhedstjeneste kigger over skulderen.
Det er et flot set-up på Det Ny Teater. Scenografien af Peter McKintosh bestående af et gulv med et gigantisk skakspil holdt i sort og hvidt og med store glaspartier på de to diagonaler med hylder, der fungerer som etager for de medvirkende, er imponerende på en fremmedgjort hightech-måde. Der er flere døre, som aktørerne kommer ind og ud af. Det fungerer, og man kan kun gætte, hvor meget, der har været øvet. McKintosh har også skabt kostumerne, der indbefatter alt lige fra kedelige KGB-agtige jakkesæt, dansedommeren i nålestribet, Florence Vassy i elegant spadseredragt, der signalerer at hun har gjort sig umage for at slippe sit ungarske og østeuropæiske ophav, italienske folkedansedragter til disko-inspirerede kostumer, hvor Frederick Trumper har et iøjnefaldende lyserødt jakkesæt med opsmøgede ærmer. Vi er tilbage i 1980-erne mine damer og herrer.
Det bærer Heather Douglas´ koreografi også præg af. I sekvenser med dansedommeren har hun skabt en diskokoreografi så klichéagtig, som man kan ønske sig. Den er utrolig sjov, men også koreografier til de russiske mere tunge herrer og folkedanseoptrin er forunderlige.
Alle kender musikken og sangene til ´Chess´. Der er flere ørehængere, der på den gode måde forfølger en længe efter forestillingen er slut. ´One Night in Bangkok´ indleder anden del af aftenen, og så er stemningen i gang. Det er hæsblæsende og intenst, når Frederick Trumper giver den i Thailands hovedstad. Han er blevet TV-kommentator og har forladt skakverdenen. Duetten mellem Florence og Anatolys hustru Svetlana er gribende. På trods af at de er rivalinder er der en forståelse mellem dem, der på en twistet måde bringer dem sammen. Både melodi og tekst er på en gang gribende og rørende. Det er Anatolys og Florences afskedsduet også, og hvis man ikke får vand i øjnene ved denne kærlighedserklæring, har man ikke et romantisk ben i kroppen.
De tre hovedpersoner gør det godt, og de synger bestemt godt. Indimellem var der dog problemer med lyden, så teksten ikke var tydelig. Om det var orkesteret der spillede for højt, er svært at bedømme, men man kan måske skrue lidt på mikset af lyden.
Xenia Lach-Nielsen, der har sunget partiet før, udstråler både kvindelighed, snuhed, kærlighed til Anatoly og naivitet, når amerikanerne lover hende, at hun kan få sin ungarske far at se igen. Thomas Høj Falkenberg brænder igennem som russeren, der er splittet mellem den kvinde han elsker, kærligheden til sit fædreland og relationen til sin hustru og to børn. Man forstår ham godt, og personligt forstår jeg godt de to kvinder. Han er lige til at forelske sig i. Anders Gjesing har den helt rigtige frækhed som amerikanske Frederick Trumper. Han udstråler fandenivoldskhed i rollen, ligesom han overrasker med et sært menneskeligt træk overfor sin russiske rival. Frederikke Vedel er Anatolys hustru, der bliver fløjet ind for at presse sin mand til at tage med tilbage til Rusland. Hun har en fantastisk stemme, og så signalerer hun både vrede, kærlighed og sårbarhed. Hun er ikke et offer, og hun kæmper for sin mand. Simon Nøiers er dansedommeren i nålestribet. For pokker hvor er han sjov – både når han danser disko, og når han er ved at tabe fatningen.
De store optrin i forestillingen fungerer godt. Her viser Det Ny Teater sig som det musicalteater, det er. Ensemblet stråler, og alle både danser og synger godt.
Det er en helstøbt forestilling, der holder også i 2025, hvor vi alle stadig flyttes rundt som brikker på et skakbræt. Mon menneskeheden på et tidspunkt bliver klogere?
Chess på Det Ny Teater
Musik: Benny Andersson og Björn Ulvaeus
Sangtekster: Tim Rice og Björn Ulvaeus
Dialog: Tim Rice
Orkesterarrangementer: Anders Eljas
Oversættelse: Jesper Malmose
Instruktør: Markus Virta
Koreografi: Heather Douglas
Scenografi og kostumer: Peter McKintosh
Musikalsk ledelse: Mikkel Rønnow
Lysdesign: Timothy M. Deiling
Lyddesign: Magnus Hansen
Medvirkende: Thomas Høj Falkenberg, Xenia Lach-Nielsen, Anders Gjesing, Søren Bech-Madsen, Frederikke Vedel, Simon Nøiers,
Ensemble: Christian Haagen Birkvang, Lasse Dyg, Frederik Espenhain, Jens Kau Wahlers Nielsen, Jacob Prüser, James Leece, Johan Klitgaard, Marie Gersholm Baktoft, Susan Torres Engelin, Josephine Feit, Katrine Skovbo, Kirstine Emilie Moses-Jacobsen, Christine Ramlow Toft, Markus Emil Borg, Mikkel Emil Lynge, Mille Lambert og Vibeke Zederkof
Dirigent: Mikkel Rønnow
Varighed: 2 timer og 40 minutter inkl. pause
Spilleperiode: 25. september til 28. december 2025
